Den Grønne Gymnasiedyst
Midttrafik og Region Midtjylland står bag kampagnen Den Grønne Gymnasiedyst, der skal motivere gymnasieelever på Silkeborg Gymnasium, Herning Gymnasium og Viby Gymnasium til at transportere sig mere bæredygtigt.
App giver point for bæredygtig transport
Hele oktober måned bliver gymnasieelevernes transportvaner registreret automatisk i Kobla appen, der giver point for at transportere sig bæredygtigt med gang, cykling, kollektiv trafik eller ved at samkøre. Undervejs i kampagnen bliver eleverne motiveret med pushbeskeder, bonuspoint og andre udfordringer.
Gymnasierne dyster mod hinanden om æren og klassevist på eget gymnasium om en foodtruck til en klassefest. Hver uge bliver der trukket lod om fede ugepræmier.
Den Grønne Gymnasiedyst er bare et af de tiltag, som Midttrafik og Region Midtjylland sætter i søen for at fremme bæredygtige transportvaner på de tre gymnasier i indeværende skoleår.
Kampagnen er blevet udviklet på baggrund af workshops på alle tre gymnasier, hvor eleverne er kommet med deres bud på, hvordan man kunne motivere til en mere grøn transportadfærd. Alle tiltag er en del af arbejdet i EU-projektet MOVE.
Samarbejde om bæredygtige transportvaner i EU-projektet MOVE
EU-projektet MOVE er et nordisk projekt med 12 partnere fra Sverige, Norge og Danmark. Her samarbejder kommuner, regioner og trafikselskaber om at teste tiltag, der kan få flere til at gå, cykle, tage kollektiv trafik og køre sammen fremfor at køre alene i bil. Formålet er at finde frem til succesfulde tiltag, der kan blive implementeret i en større skala. MOVE-projektet er støttet af EU-programmet Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak.