Tour de Busboble: Stoppesteder er kunstværker

182 borgere havde tilmeldt sig Tour de Busboble, hvor en bus med guide kørte to gange om dagen til udvalgte busbobler i hele Aarhus Festuge. Midttrafiks stoppestedspulje har medfinansieret udsmykningen i 2023.

For buskunder er et stoppested lig med ventefaciliteter, tryghed og ly for regn og blæse, mens forbipasserende ser det som en del af gadebilledet. I Aarhus lyser 73 busbobler med individuelt design af lokale kunstnere op til glæde for både kunder og andre trafikanter.

Aarhus Kommune startede tilbage i 2022 et projekt med at lade lokale kunstnere udsmykke busboblerne. Projektet var en del af Teknik og Miljøs indsats med byrumsinventar-kunst, som kan være på elbokse, fortorv eller busskure. I 2023 blev projektet støttet af Midttrafiks Stoppestedspulje.

Busboblerne har i år været en del af Aarhus Festuges arrangementer i form af Tour de Busboble. Midttrafik har i samarbejde med Aarhus Kommune arrangeret en særlig busrute, der to gange om dagen kørte glade festugedeltagere rundt til udvalgte busbobler i Aarhus Kommune. På turen fortalte guider eller kunstnerne selv om kunstværkerne.

Arrangementet har været en succes med 182 tilmeldte borgere og mange positive tilbagemeldinger fra glade festugedeltagere.

Busboblerne, der også går under navnet champignon-busskure blev designet i 1960’erne af møbeldesigner og fabrikant Poul Cadovius.