Populære busser til sommerens arrangementer

Salgstallet slog nye rekorder ved kørsel til både Grøn Koncert og Smukfest. Alene til Smukfest valgte mere end 70.000 kunder at tage en Midttrafik bus.

Sommeren har desuden budt på et spændende pilotforsøg i Aarhus med ekstra kørsel til Fed Fredag koncerter i Tivoli Friheden og udvalgte AGF-kampe. Passagertallene ser lovende ud og det gør salget af Midttrafiks dagsbilletter også. Her er salget steget med op til 160 procent i forhold til sommeren 2022.

Busser med høj frekvens, lettilgængelige billetter og massiv markedsføring er opskriften på Midttrafiks succeshistorie med kørsel til Grøn Koncert og Smukfest. Tilsammen omsatte de to koncerter for 1.036.569 kr. mere i sommeren 2023 end i 2022, der også var et rekordår. 

Kørsel til arrangementer er et af Midttrafiks indsatsområder i kampen om at få flere kunder til at rejse med den kollektive trafik. Bus, tog og letbane har klare fordele i forhold til privatbilismen, når mange mennesker skal det samme sted hen og der bliver indtaget alkohol som ved fx Grøn Koncert og Smukfest

Pilotforsøg i Aarhus

Betingelserne er de samme ved faste arrangementer som Fed Fredag koncerter og AGF-kampe i Aarhus. Aarhus Kommune satte før sommerferien gang i et pilotforsøg, hvor der bliver indsat ekstra kørsel til koncerter og fodboldkampe i det område, der hedder Kongelunden. Pilotforsøget giver Midttrafik gode erfaringer med hvor mange og hvornår, der skal indsættes ekstra busser for at dække kundernes efterspørgsel. Pilotforsøget bliver evalueret i løbet af efteråret. 

Kunderne skal have en god oplevelse, når de vælger at rejse med bus frem for at tage bilen. Står de mast sammen i bussen eller oplever de, at en fuld bus kører forbi dem, finder de nok en anden løsning næste gang, de skal afsted. Derfor er erfaringer og gode tælledata altafgørende for en god planlægning.

Stor stigning i salg af dagsbilletter

Midttrafiks dagsbilletter giver fri rejse i hele Region Midtjylland for 99 kr. og i hele Aarhus Kommune for 49 kr. Det er gode billetter, når familien skal afsted på tur. Det er også gode billetter, når man skal til byens aktiviteter i Aarhus. Samlet set er salget i juni, juli og august steget med cirka 25 procent i forhold til salget i 2022 på dagsbilletten til hele Region Midtjylland (1.546.380 kr.) og med cirka 160 procent på dagsbilletten til Aarhus (921.446 kr.). 

Dagsbilletterne er blevet markedsført på de sociale medier i to versioner – som billet til seværdigheder og billet til sommerens arrangementer.

Grøn Koncert

Grøn Koncert blev afholdt lørdag 22. juli 2023.

Særkørsel:
Ekstra afgange på linje 2A fra Park Allé til Paludan Müllers Vej/Marienlystvej i tidsrummet 12.30-16.00 og i modsat retning i tidsrummet 18.00-22.00. Cirka 9-13 busser i timen efter behov.

Særlige billetter:
Grøn Koncert billet tur/retur for 44 kr. og enkeltbilletter købt på MobilePay til 22 kr.

Omsætning:
Salg af 2.998 Grøn Koncert billetter og 1.240 MobilePay billetter, plus et estimeret salg på rejsekort for 157.054 kr. Samlet omsætning: 326.029 kr. (277.225 kr. i 2022)

Der var i alt indsat ekstra kørsel i 118 timer. Udgiften hertil beløber sig til cirka 94.150 kr.

Kunderne kunne også bruge Midttrafiks almindelige billetter i de særlige busser. Disse billetter tæller ikke med i Grøn Koncert omsætningen.

Smukfest

Smukfest blev afholdt fra onsdag 2. august til søndag 6. august 2023.

Særkørsel:
Cirka 2.643 afgange til og fra festivalen. Der var kørsel til og fra følgende byer: Aarhus, Horsens, Låsby/Galten, Silkeborg og Odder. Herudover var der indsat ekstra kørsel på bybussen i Skanderborg.11

Særlige billetter:
Med en Smukfest billet var det muligt at rejse ubegrænset 16 timer i hele Region Midtjylland.

Omsætning:
Salg af 17.823 Smukfest billetter og 1.904 MobilePay billetter, plus et estimeret salg på rejsekort for 1.693.014 kr.

Samlet omsætning: 3.188.150 kr. (2.200.384 kr. i 2022)

Der var i alt indsat ekstra kørsel i 1660 timer. Udgiften hertil beløber sig anslået til 1.339.110 kr.

Kunderne kunne også benytte almindelige billetter i Smukfest busserne. Disse billetter tæller ikke med i Smukfest omsætningen.