Norsk besøg af Agder Kollektivtrafik
Bestyrelse og direktion fra trafikselskabet i Kristiansand kom på inspirationstur i Aarhus sidst i august. Midttrafik tog imod gæsterne med godt humør og et spændende program. Besøget indeholdt et besøg hos AarBus, der fremviste elbussernes anlæg og ladeinfrastruktur.
Der er mange ligheder, når to skandinaviske trafikselskaber mødes og udveksler erfaringer. Hos trafikselskabet i nord er kunderne vendt tilbage og mere til, men driften bliver ligeledes udfordret af høje energipriser og mangel på chauffører. Politisk er der nuancer. Norge er fx mere indstillet på pisk end gulerod i form af bompenge og økonomiske fordele til kunder, der bruger digitale produkter fremfor analoge.
Agder Kollektivtrafik havde henvendt sig til Midttrafik for at søge inspiration. Blandt andet står bestyrelsen over for en stor beslutning om indkøb og anlæg af elbusser.
Midttrafik havde lavet et bredt program med følgende emner:
- Midttrafiks situation post-corona og arbejdet med at tiltrække kunder
- Midttrafiks arbejde med fremkommelighed og mobilitet med særligt fokus på Aarhus
- Stoppestedsprojekter, herunder hubs, stoppestedsmanualen og stoppestedspuljen
- Grøn omstilling, herunder valg af drivmidler (hvorfor el og ikke brint?), ladeinfrastruktur på offentlig grund, miljøkrav i kontrakter m.m.
- Introduktion til flextrafik og harmoniseringen af flextrafik
Herefter var der rundtur i Aarhus med kollektiv trafik:
- Besøg hos AarBus med guidet rundvisning til ladefaciliteter og elbusser. Informationer om driften af elbusser. Transport med elbus til Viby Station
- Afgang med Letbanen fra Viby Station mod Aarhus Universitetshospital
- Dokk1/Skolebakken – info om shared space, byfortætning, problematik med påkobling af gren mod Aarhus Ø
- Aarhus Universitetshospital – info om integration med regionens største arbejdsplads – styrker og svagheder ved løsningen som den endte
- Buslinje 6A til Gellerup - info BRT på Ringvejen samt etape 2 af Letbanen. Kort gåtur til Blixens Boulevard. Info om udvikling af socialt belastet boligområde, Letbanens rolle og funktion (tracé forberedt som del af udviklingen)