Mobilitetshubs i Midttrafik. Hvad er næste skridt?
Med to færdige visionsprojekter og et tredje på vej er Midttrafik godt i gang med at indsamle viden om, hvordan rammerne for fremtidige mobilitetshubs i Midtjylland kunne være.
Realisering af Midttrafiks hub-visioner kræver et samspil mellem flere parter. Midttrafiks bestyrelse ønsker derfor at afholde en konference, hvor man samler alle parter til en drøftelse på baggrund af Midttrafiks og andre eksperters erfaringer med hubs og knudepunkter.
Inspirationen stammer fra Holland. Her har bestyrelsen ad to omgange besøgt byen Groningen, hvor man har valgt at investere i kollektiv trafik. Blandt andet ved at fjerne biler fra bymidten og i stedet bygget attraktive hubs i udkanten af byen, hvor borgerne kan rejse videre med højfrekvente busruter. Læs mere om besøget i 2019 og 2023
En mobilitetshub er i danske termer et mødested for forskellige transportformer. Det er en skiftezone, der giver mulighed for at lade bil eller cykel stå for at rejse videre med kollektiv trafik. Her er der gode venteforhold og alt afhængig af størrelse er hub’en udvidet med faciliteter, der gør hverdagen lettere for kunderne. Det kan fx være restauranter med to-go-mad, pakkebokse, sportsfaciliteter m.m.
Midttrafik ser et stort potentiale i at udvikle mobilitetshubs i Midttrafiks område. Her kan flextrafik eller elcykel møde bus, tog eller letbane og styrke mobiliteten mellem land og by. Her kan biler møde elcykel, bus, tog eller letbane og mindske trængsel med biler i de midtjyske byer.
Mobilitetshubs kan bidrage til at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og dermed løse nogle af de trafikale udfordringer, der er dyre for samfundet.
Bedre stoppesteder, herunder mobilitetshubs og knudepunkter, blev derfor valgt som et af seks strategiske indsatsområder i Midttrafiks strategiplan for 2023-2026.
Hvad betyder hub?
En hub bliver ifølge Cambridge Dictionary defineret som et sted, der er centrum for en bestemt aktivitet. I kollektiv trafik sammenhæng er det et mødested for forskellige transportformer, eventuelt med faciliteter, der gør hverdagen lettere for kunderne.
Midttrafiks arbejde med hub-visioner
Stoppesteder er et højt prioriteret indsatsområde hos Midttrafik, som der bliver arbejdet med på forskellige niveauer. Vi har udgivet en stoppestedshåndbog, som guider kommunerne til gode og kundevenlige stoppesteder. Og vi har tildelt midler fra Midttrafiks stoppestedspulje for at realisere kommunernes stoppestedsprojekter.
Kommunerne i Rønde, Holstebro og Odder har samarbejdet med Midttrafik om visionsprojekter med mobilitetshub.
I udvælgelse af kommuner har Midttrafik været proaktive i forhold til kommende byudviklingsprojekter. I Rønde skal der ny belægning på et stort område ved Hovedgaden. I Holstebro arbejder man på et stort banebrosprojekt, mens Odder Kommune har tilkøbt et stort areal af Banedanmark.
Visionerne for Rønde Busterminal og Holstebro Station er færdiggjorte, og de første skridt er taget for at implementere flere af de tiltag, der skal styrke mobiliteten og give bedre skiftemuligheder. Arbejdet med Odder Terminal ventes færdig i løbet af foråret, hvorefter det er tanken, at resultaterne skal lægge grundlaget for en hub-strategi for Midttrafiks område.
Visionsprojekterne har været lærerige. De har blandt andet vist vigtigheden af at inddrage øvrige aktører i området og integrere hubben godt i den omkringliggende by, så den bliver et trygt og positivt sted at opholde sig for byens borgere og ikke bare en busterminal.
Med det mål for øje skal der i fremtidige hubprojekter indgå, at der bliver arbejdet med fire grundlæggende zoner:
- I skiftezonen arbejdes der med at skabe den gode trygge skiftesituation. Her arbejdes særligt med at udstyre kunderne med overblik gennem klare instruktioner og rejseinformation.
- Informationszonen skal hjælpe kunderne til at forstå hvad hubben kan tilbyde, hvordan man rejser i med den kollektive trafik, hvad lokalområdet har at byde på, og ikke mindst hvor de kan få hjælp.
- Pausezonen tilbyder kunderne et sted at trække sig tilbage og slappe af. Her arbejdes med tiltag som kan forsøde oplevelsen af rejsen. Det kan fx være gode opholdsforhold både, når det er solrigt eller regnvejr. Eller muligheden for at tilbyde kunderne en kop kaffe eller et blad at kigge i til rejsen videre.
- I parkeringszonen arbejdes med skiftet mellem offentlige-, dele- og private transportmidler. Fokus rettes mod at tilknytte et passende udbud af forskellige transportmuligheder og -løsninger samt sikre gode parkeringsforhold for disse.
Konference om næste skridt i arbejdet med mobilitetshubs
Skal Midttrafik i mål med en fremtidig hub-strategi og udvikling af mobilitetshubs i Midtjylland, er det nødvendigt at skabe interesse og forankring hos kommuner og region. Samtidig skal jorden gødes for eventuelle puljemidler eller medfinansiering hos Christiansborgs politikere.
Midttrafiks bestyrelse ønsker derfor at afholde en konference i efteråret 2024 for blandt andet transportordførere, tekniske chefer, byrådspolitikere, interesseorganisationer og faglige eksperter. Konferencen kan med udgangspunkt i Midttrafiks erfaringer med visionsprojekterne og andre faglige eksperters input danne grundlag for drøftelser mellem relevante parter om, hvordan visioner kan blive til virkelighed.
Her bliver vision allerede til virkelighed
Et stort projekt som banebrosprojektet i Holstebro har mange aktører. Midttrafik har med visionsprojektet skabt gode forbindelser til både DSB og Banedanmark om tiltag, der allerede er aftalt. Med dialog, samskabelse og timing kan ressourcerne blive udnyttet bedst muligt til at opnå et godt resultat.
- DSB er gået med i arbejdet om at koordinere rejseinformation, så der på Holstebro station bliver vist en skærm med alle afgange og transportmidler, fremfor opdelte skærme efter transportform.
- BaneDanmark har givet tilsagn om at tilpasse togperronerne til banebroen, så skiftet mellem fx bus og tog bliver lettere.
- DSB moderniserer den overdækkede cykelparkering
- Midttrafik vil med midler fra EU-projektet MOVE finansiere tiltag som wayfinding, information og komfort i skiftezonen i form af nye bænke og træer.
Du kan læse mere i:
Idéoplægget – vision for Holstebro Trafikterminal