Midttrafik tester svensk mobilitetskampagne for børn

Kampagnen På Egne Ben er i fuld gang på fire skoler i Midttrafiks område. Elever i 4., 5. og 6. klasse på udvalgte skoler i Region Midtjylland og Aalborg dyster i en pointjagt ved at transportere sig til og fra skole på gåben, cykel eller med kollektiv trafik. På Egne Ben kampagnen er en del af EU-projektet MOVE og har til formål at fremme bæredygtige transportvaner.

Transporten til og fra skole er i fokus, når kampagnen På Egne Ben i fem uger dømmer bilen ude og opfordrer børn og deres forældre til at transportere sig bæredygtigt ved at gå, cykle eller tage kollektiv trafik.

Kampagnen bliver testet på seks skoler i Ringkøbing-Skjern, Herning, Randers og Aalborg kommuner.

På Egne Ben-kampagnen stammer fra Sverige, hvor kampagnen har løbet i flere år. Nu bliver den så testet af i en dansk version på de seks skoler fra 4. september til 4. oktober og med kåring af en vinder den 9. oktober.

Formålet med kampagnen er at skabe en bevidsthed om, hvordan familiens transportvalg kan påvirke helbred, trafiksikkerhed, klima og miljø. Bag den danske version af På Egne Ben-kampagnen står Region Midtjylland, Midttrafik og Aalborg Kommune som et led i det fælles EU-projekt MOVE.

Skoler, der deltager i  På Egne Ben

  • Lundgårdskolen i Herning Kommune

  • Hornbæk Skole i Randers Kommune

  • Rækker Mølle Skolen i Ringkøbing-Skjern Kommune

  • Spjald Skole i Ringkøbing-Skjern Kommune

  • Vejgaard Østre Skole i Aalborg Kommune

  • Skansevejens Skole i Aalborg Kommune

Gang, cykling eller kollektiv trafik fremfor bil udløser point

I den fem uger lange kampagneperiode dyster eleverne i 4., 5. og 6. klasse mod andre klasser og skoler i en pointjagt, hvor det gælder om at gå, cykle eller tage kollektiv trafik i stedet for at blive kørt i bil.

Forældre og søskende kan også bidrage med bonuspoint til klassen, hvis de lader bilen stå og transporterer sig bæredygtigt i kampagneperioden.

I løbet af kampagneperioden lærer eleverne også om sundhed, trafiksikkerhed, miljø og bæredygtig transport gennem forskellige øvelser.

Samarbejde om bæredygtige transportvaner i EU-projektet MOVE

Midttrafik deltager i EU-projektet MOVE. Det er et nordisk projekt med 12 partnere fra Sverige, Norge og Danmark. Her samarbejder kommuner, regioner og trafikselskaber om at teste tiltag, der kan få flere til at gå, cykle, tage kollektiv trafik og køre sammen fremfor at køre alene i bil. Formålet er at finde frem til succesfulde tiltag, der kan blive implementeret i en større skala. MOVE-projektet er støttet af EU-programmet Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak.

På Egne Ben

Kampagnen arbejder med børns transportvaner i 4., 5. og 6. klasse.