Kørsel til arrangementer skaber overskud

Indtægter overstiger udgifter, når regningen gøres op på årets kørsel til arrangementer. Midttrafik oplever en stigende interesse fra både kommuner og arrangører, der ønsker at gøre transporten til og fra arrangementer mere smidig, lettere at tilgå og ikke mindst bæredygtig for gæsterne.

Til det formål har Midttrafik en vifte af tiltag, der kan målrettes det enkelte arrangement alt efter behov og økonomisk råderum.

Kollektiv trafik og overskud er normalt ikke to ord, der går i spænd. En gennemgang af Midttrafiks kørsel til arrangementer viser nu, at udgifterne til ekstra kørsel i 2024 blev dækket af billetindtægterne i større eller mindre grad afhængig af arrangement.

Kørsel til arrangementer tiltrækker kunder, der normalt ikke rejser med kollektiv trafik. Det er et af Midttrafiks indsatsområder i kampen om at få flere kunder til at rejse med bus, tog og letbane. Kunderne bliver præsenteret for et godt alternativ til bilen. Ingen bekymringer om parkeringskaos eller promillegrænser. De kommer sikkert frem og tilbage med bæredygtig transport og medvirker til at mindske trafikale problemer på vejene omkring arrangementet.

Kunder skal have let adgang og gode oplevelser

Skal kunderne genbesøge den kollektive trafik, skal vi sikre dem en god oplevelse. Midttrafik har forskellige løsninger til, hvordan kommuner eller arrangører kan planlægge deres kørsel til arrangementer

Ekstra kørsel
Ekstrabusser kan sikre, at flest muligt kommer hurtigt og elegant hjem, hvilket skaber en bedre oplevelse for alle. Midttrafik kan indsætte flere afgange på en eksisterende køreplan, der kører til og fra arrangementet. Kunderne oplever en høj frekvens og behøver ikke en køreplan.

I 2024 har der været indsat ekstrabusser til arrangementer i MCH Messecenter i Herning, Kongelunden og Grøn Koncert i Aarhus, Skive Festival og Smukfest.

Specialbilletter
Midttrafik kan oprette specialbilletter i Rejsebillet app, der er skræddersyet til gæster, der deltager i et specifikt arrangement. Billetten har en fast pris og er direkte tilknyttet arrangementet, så gæsterne slipper for at navigere via Rejseplan eller Rejsebillet. En specialbillet er nem at kommunikere og promovere for både kommune, arrangement og Midttrafik.

Prisen er fastsat på baggrund af Midttrafiks eksisterende billetprodukter, fx dagsbilletter. Kommune eller arrangører har mulighed for at finansiere en specialbillet, enten helt eller delvist, hvis de ønsker at give gæsterne en billigere eller gratis billet.

Eksempler på specialbilletter: NorthSide billet, Smukfest billet, Grøn Koncert billet

Turistbillet/konferencebillet
Billetten ligner ‘specialbilletten’ i format og findes også i Rejsebillet. Formålet her er ikke (udelukkende) at flytte folk til og fra en bestemt lokation. I stedet skal billetten give gæsterne frihed til at rejse rundt i byen og opleve flere forskellige aktiviteter. Med en særbillet slipper turister og byens gæster for at navigere i Rejsebillet. Løsningen er klar på forhånd og typisk navngivet efter det arrangement, som har bragt dem til byen.

Kommune eller arrangører beslutter, om der skal være en besparelse for gæsterne, når de vælger at finansiere billetten. Eller om den skal være helt gratis.

Eksempler på turistbillet/konferencebillet: Toastmasters, Turner Congress, Nordter, ACSOS 2024

Billetsamarbejder
I stedet for at sælge billetter og transport hver for sig, kan man tilbyde en samlet billet til arrangementer via en webshop eller på Rejsebillet.

Gæsterne tilbydes en samlet løsning, der inkluderer både adgang og transport. Dette gør rejsen problemfri og overskuelig. Arrangøren kan vælge at tilbyde billetten til en lav pris – eller endda gøre transporten gratis for at tiltrække gæster til arrangementet.

Eksempler på billetsamarbejder: Midttrafik og Djurs Sommerland (sælges via Midttrafiks kanaler), NT og Fårup Sommerland, NT og Aalborg Kongres & Kultur Center.

Retningslinjer for Midttrafiks kørsel til arrangementer

Midttrafik arbejder inden for gældende lovgivning med ansvar overfor Trafikstyrelsen. Derfor har vi ikke samme friheder som turistbusser, der selv fastsætter priser og ruter.

Følgende retningslinjer gælder, når Midttrafik tilbyder ekstrakørsel:

  • Ekstra afgange på eksisterende ruter
    For arrangementer under tre dage kan Midttrafik indsætte ekstra afgange, men kun på eksisterende ruter, hvor der i forvejen kører busser.
  • Synliggørelse af afgange
    Midttrafik har pligt til at offentliggøre alle afgange via køreplaner på vores hjemmeside og i Rejseplanen.
  • Arrangementer på tre dage eller mere
    For længere arrangementer kan Midttrafik tilbyde tilpassede køreplaner og ruter, som fx ved Smukfest og Skive Festival.

Køreplanerne udarbejdes i samarbejde med kommunen og skal offentliggøres på hjemmeside og i Rejseplanen.

Årets arrangementer

Se eksempler på kørsel til arrangementer i 2024, herunder tiltag, udgifter og indtægter i dagsordenspunktet fra bestyrelsesmødet 13. december 2025.

Copyright billeder: Topbanner Alec Andreev, faktaboks Morten Rygaard