Kommune tilbyder NY I BUSSEN til alle skoler
Indskolingsbørn på 14 skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune har oplevet Midttrafiks skolekoncept NY I BUSSEN med besøg af en bus og chauffør. Der er bred enighed blandt elever, lærere, chauffører og kommune om, at det er et godt koncept. Kommunen betaler, men skolerne indgår selv aftaler direkte med busselskaberne.
Forventningsfulde ansigter og store smil møder chaufførerne, når de triller ind på skolens holdeplads til en anderledes arbejdsdag. Eleverne er velforberedte. De har lavet deres egne rejsekort, lært om transport og lavet tegninger af busser til chaufføren. Spørgelysten er stor og chaufførerne tager sig god tid til at svare børnene. De viser bussen frem og fortæller om, hvordan man skal opføre sig i en bus. Til sidst får børnene en tur i bussen.
Midttrafiks skolekoncept NY I BUSSEN blev lanceret i efteråret 2023 på et Fagligt Forum møde. Det er et færdigudviklet koncept til 0. og 1. klasse, som kommuner kan tilbyde og arrangere sammen med kommunens skoler. Skolen booker selv en bus og en chauffør hos et busselskab. Busselskabet fakturerer skole eller kommune direkte efter de gældende takster for dubleringskørsel uden for kontrakt.
Børn skal kende til bussen og være trygge ved den
Ringkøbing-Skjern Kommune har valgt at tilbyde alle skoler i kommunen et NY I BUSSEN forløb. Anette Thesbjerg fra Land, by og Kultur fortæller:
”Vi vil gerne gøre børnene trygge ved bussen og lære dem, at det også er et muligt transportmiddel. Mange børn bliver kørt af forældrene i skole i dag. Og det kunne jo være, at vi med konceptet kunne få nogle børn til at bede forældrene om lov til at tage bussen i stedet for at blive kørt”.
Hun fortsætter:
”Konceptet er godt, det har en grøn vinkel og materialerne er brugbare for skolerne. Derfor har vi valgt at betale for, at alle skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune kan prøve et NY I BUSSEN forløb i indeværende skoleår”.
Kommunen har selv suppleret med en mulepose, trykt i miljøvenlige materialer med NY I BUSSEN logoet, hvor de har puttet materialer fra tidligere trafiksikkerhedskampagner i posen. Fx puslespil, madkasser og bøger om at cykle og gå i skole. NY I BUSSEN materialer omfatter et diplom, opgaveark, klipark med busser og en refleks.
Mange børn har ikke prøvet af køre med bus
Mette Ploug Bjerregaard Jensen er børnehaveklasseleder på Fjelstervang Skole. Hun er enig i, at konceptet er godt. Hun fremhæver især tid til børnene.
”Arrangementet var superfedt og der var god tid til børnene. Børn har travlt og de skal nå meget, men her var der ro på – og det kunne børnene mærke. Der var tid til alle spørgsmål. Og det ene spørgsmål inspirerede til det næste. Helt ned på, hvad en ledning skulle bruges til”.
Mette fortæller, at mange børn ikke har prøvet at køre med bus, og hvis de har kun få gange. Derfor var det en stor oplevelse for børnene at prøve et NY I BUSSEN forløb.
Også på Lem Skole var børn og lærere begejstrede for NY I BUSSEN. Laila Erenskjold, der er lærer, fortæller:
”Børnene husker, hvad de har lært om adfærd i bussen. Skolen har netop været på den årlige hyttetur og her kunne børnene fortælle, hvordan man skulle opføre sig. De husker det mere, når en chauffør har fortalt det end, når lærerne gør det”.
”Vi ses til næste år Karen”
Chauffør Bent Jensen fra busselskabet Umove er en af de chauffører, der kører bus ud til et NY I BUSSEN forløb. Han har kun positivt at sige om konceptet:
”Både lærere og elever er meget interesserede. Der er stor spørgelyst. Børnene tager noget med sig fra forløbet. Nu kender de til bussen og bussens regler til de bliver ældre og selv kan komme afsted”.
Holdningen er den samme hos Karen Bach Christiansen, der er chauffør hos Silkebus. Hun håber, at forældrene vil lade børnene tage bussen, når de bliver ældre.
”Det er nyt for mange børn at køre med bus. Nogle har prøvet at køre med skolebussen til en legeaftale, men ikke med deres forældre. Med konceptet får de øjnene op for bussen som et transportmiddel og så vælger de forhåbentlig at køre med skolebussen sammen med deres kammerater fremfor at blive kørt”.
Det var i hvert fald planen hos en dreng i 0. klasse, der efter et forløb gav Karen et kram og sagde: ”Vi ses næste år Karen”.
Begge chauffører fortæller, at lærerne er nervøse for, at tiltaget bliver valgt fra, når skolen selv skal betale. Et NY I BUSSEN forløb koster cirka 2.500 kr. for et forløb med to klasser.
Chaufførerne håber også, at der fortsat vil være NY I BUSSEN opgaver fremadrettet.
Karen betegner det som en sjov og anderledes oplevelse at køre ud med konceptet. Hun fortæller:
”Hvert besøg har været forskelligt og der venter en ny oplevelse. Ingen børn er ens. Men fælles for alle besøg er, at det er sjovt og en god oplevelse”.