Hvorfor er stoppestedet så vigtigt?

Kundens rejse starter ved stoppestedet! Allerede her kan vi påvirke kundernes opfattelse af kollektiv trafik med adgang og faciliteter, der giver kunderne tryghed, tilgængelighed og komfort

Midttrafik har siden 2020 forsøgt at bidrage til bedre stoppesteder i form af en stoppestedshåndbog, der guider kommuner til bedre stoppesteder og en stoppestedspulje, der har medfinansieret forbedring af 120 stoppesteder.

Stoppestedet spiller en stor rolle i kundernes opfattelse af den kollektive trafik. Komfortable ventefaciliteter, trygge rammer og god information gør ventetiden på stoppestedet bekvem og giver kunden en god start på rejsen. Modsat vil et misligholdt og ubekvemt stoppested sætte sit præg på kundens opfattelse af den kollektive trafik og i værste fald bekræfte kunden i, at kollektiv trafik er et dårligt valg.

Det samme gør sig gældende for de trafikanter, der passerer stoppestedet. Busser og stoppesteder er meget synlige i bybilledet og fungerer som reklamesøjler for den kollektive trafik. Midttrafik ønsker derfor at påvirke stoppestedernes fremtoning, men ansvaret for at opføre, udvikle og vedligeholde stoppestederne ligger ved kommunerne.

Midttrafik udgav i 2020 en stoppestedshåndbog, som er et godt redskab i samarbejdet med kommunerne om at skabe bedre stoppesteder.

Kunderne har forskellige behov

Indretning af et stoppested starter med kunderne. Som udgangspunkt har vi to typer af kunder: Faste kunder (de indviede) og lejlighedsvise/nye kunder (de uerfarne).

Gør det let for den uerfarne kunde
De indviede er vant til kollektiv trafik og navigerer hjemmevant rundt i information, billettering og skift af transporttype. De indviede er trygge og komfortable i rejsesituationen og har accepteret den grad af bøvl som kollektiv trafik indebærer. Skal vi have flere kunder til at tage kollektiv trafik, skal vi rette fokus mod de uerfarne kunder. De uerfarne kunder bruger en del mere energi på at navigere rundt i transportsystemet. De har brug for at blive taget ved hånden og guidet. Tryghed og en oplevelse af at mestre rejsen er vigtigt for, at de vender tilbage.

Vigtigheden af information
God information har stor betydning for kundens rejseoplevelse. Midttrafiks kunder kan orientere sig på midttrafik.dk, på Rejseplanen og på app’en Midttrafik live. Alligevel ønsker kunderne at kontrollere, om de er kommet til det rette stop og om afgangstidspunktet er det rigtige på stoppestedstavlen. Digital information er ikke nok. Kunderne har brug for at skabe forbindelse mellem det fysiske sted og digitale informationer. Derudover er det vigtigt at dæmpe kundernes usikkerhed. Ved stoppestedet har kunderne brug for at få bekræftet, at de ikke venter forgæves.

Tryghed, tilgængelighed og komfort

Tryghed – tryghedsskabende faktorer:

  • Genkendelighed (ensartet udstyr, skiltning, branding)
  • Rejseinformation (realtidsudstyr)
  • Wayfinding (områdekort, skiltning og vejvisere)
  • Læ og beskyttelse (Læhus, bænk, fodgængerovergang)
  • Udsyn, lys og synlighed (gør det let at se og blive set)
  • Nærhed til mennesker (ingen øde stoppesteder)
  • Adgangsveje og påstigningsforhold (skab sikkerhed)
  • Tilstand og vedligehold (undgå hærværk og nedslidte faciliteter)
  • Plads (barnevogne, kørestole og lignende)

 Tilgængelighed – tilgængelighedsskabende faktorer:

  • Adgangsvej og påstigningsforhold (stier, adgangsveje m.m.)
  • Billetter og rejseinformation (realtidsinformation, let at købe billetter)
  • Wayfinding (områdekort, skiltning og vejvisere)
  • Belægning og vandafløb (let adgang til bussen, ingen vandpytter)
  • Parkering og skift (bil, cykler, let skift til andre transportformer)
  • Taktile overflader og ledlinjer (svagtseende)

 Komfort – de komfortskabende faktorer:

  • Sømløse skift (let at gennemskue og udføre skift mellem transportformer)
  • Pladsgaranti (cykelstativer, bilparkering)
  • No stress (en behagelig rejse uden overraskelser)
  • Ly og læ (læhus, ventesale)
  • Realtidsinfo (Midttrafik live)
  • Tilstand og vedligehold (indbydende faciliteter, rengøring)
  • Hvilemulighed (bænk)
  • Bekvem billettering (gør det let at forstå og købe billet)
  • Høj tryghed (genkendelige og overskuelige omgivelser)
  • Toiletter (ved større knudepunkter)

Fem stoppestedstyper

Geografi og behov for stoppestedsindretning er forskellige i Midttrafiks område. Midttrafik arbejder derfor med fem kategorier af stoppesteder, baseret på de forskellige behov, der opstår når stoppestederne indtager forskellige funktioner. Alle stoppesteder skal som minimum bestå af en stander med den lovpligtige færdselstavle, afgangsinformation og afvandet belægning.

Ministoppet
Har relativt få kunder som forventes at have kort ventetid på stedet. Som tommelfingerregel har ministoppet op til 10 påstigere per dag og befinder sig ofte udenfor bygrænser­ne, på mindre stoppesteder i byerne eller på steder hvor pladsforholdene er snævre og opsætning af øvrigt udstyr ikke er muligt.

Stoppet
Har op til 100 daglige påstigere, og bliver primært brugt som påstigningsstoppested. Har basal service i form af ventefaciliteter og findes typisk inden for bygrænsen.

Superstoppet
Har et større antal rejsende, der skifter mellem buslinjer. Superstoppet anbe­fales derfor til stoppesteder hvor der er rig mulighed for at foretage skift. Et superstop er typisk placeret på centra­le steder i de større byer, eller hvor rejsestrømmene i hovednettet centreres. Stoppestedskategorien tilbyder en høj servicestandard i form af ventefaciliteter og god intern wayfinding.

Terminalen
Har et større antal rejsende, der skifter mellem fx buslinjer og letbane. Terminalen er typisk placeret på centrale steder i de større byer, eller hvor rejsestrømmene i hovednettet centreres. Terminalen tilbyder en høj servicestandard i form af ventefaciliteter, god intern wayfinding og gode parkeringsmuligheder for biler og cykler.

Knudepunktet (Hub)
Har et større antal rejsende, der skifter mellem alle transportformer. Her er der fokus på venteforhold og faciliteter, der tilgodeser kundernes behov. Knudepunkter etableres ved stop­pesteder med mulighed for skift i den kollektive trafik typisk inden for bygrænserne. Knudepunkter kan tænkes ind i byudviklingen og blive et samlingspunkt for mennesker, kollektiv trafik og forretning.

Midttrafiks stoppestedsmanual