Hjælp til digitalt udfordrede kunder
Midttrafik gør nu en ekstra indsats for at tiltrække og fastholde digitalt udfordrede kunder. Et pilotforsøg giver mulighed for personlig betjening en gang om måneden, når Midttrafiks mobile kundecenter besøger Skive, Viborg, Ringkøbing og Grenaa på faste dage. Midttrafik har gode erfaringer med det mobile kundecenter, der tilbyder samme services som kundecentret i Aarhus.
En rapport om digitalisering fra Passagerpulsen anslår, at 25-35 % af danskerne er digitalt udfordrede. Midttrafik Kundecenter møder dem allerede i dag. Enten personligt eller telefonisk, hvor de får hjælp til bestilling af et billetprodukt eller rådgivning om deres rejse. Midttrafik ønsker at flytte den service ud til de kunder, der ikke har mulighed for personlig og fysisk betjening der, hvor de bor.
Pilotforsøg i fire kommuner
Midttrafik bestyrelse har på bestyrelsesmødet den 24. marts besluttet at iværksætte et pilotforsøg, hvor Midttrafiks mobile kundecenter besøger kommunerne Skive, Viborg, Ringkøbing og Grenaa i en fast månedlig turnus. Tiltaget giver digitalt udfordrede borgere mulighed for at få hjælp til bestilling af et pensionistkort og vejledning i at bruge kollektiv trafik. Midttrafiks mobile kundecenter kan tilbyde service på lige fod med den, Midttrafik Kundecenter tilbyder i Aarhus.
Pilotforsøget bliver gennemført med den nuværende bemanding. Dette er muligt, fordi åbningstiden for den personlige betjening på Midttrafik Kundecenter bliver indskrænket fra 24 timer til 20 timer per uge. Den telefoniske betjening fortsætter med samme omfang som i dag.
Midttrafik vil nu gå i dialog med de fire kommuner om at få tildelt et lille areal på enten et bibliotek eller en borgerservice, hvor det mobile kundecenter kan servicere borgerne en gang om måneden. Når det er på plads, vil Midttrafik informere borgerne om det i samarbejde med kommunerne.
Personlig betjening i Midttrafik
Valget af de fire byer er truffet på baggrund af, at kunderne i de øvrige byer i Midttrafiks område har mulighed for at få hjælp via kommunernes borgerservice eller DSB’s salgssteder.
Midttrafik Kundecenter i Aarhus yder både personlig og telefonisk vejledning om Midttrafiks produkter, samt hjælp til at bestille et pensionistkort.
Midttrafik har aftaler med følgende kommuner, hvor borgerservice hjælper borgerne med bestilling af pensionistkort:
- Holstebro
- Lemvig
- Randers
- Ringkøbing-Skjern
- Silkeborg
- Skanderborg
- Struer
- Viborg
Kunderne kan modtage personlig betjening og få hjælp til bestilling af et rejsekort anonymt og tanke et rejsekort personligt op med kontanter hos DSB i følgende byer:
- Holstebro
- Herning
- Silkeborg
- Randers
- Horsens
- Skanderborg
- Aarhus
Nuværende tilbud til digitalt udfordrede kunder
Midttrafik tilbyder i dag et pensionistkort i en pap-version, hvor kunderne kan rejse frit inden for den kommune, de bor i. Kortet findes både i en deltids- og en fuldtidsudgave. Har kunderne andre rejsebehov, er et rejsekort med en tank-op løsning et godt alternativ. Begge løsninger kræver hjælp fra en pårørende, borgerservice eller Midttrafik Kundecenter til bestilling. Når kortene først er bestilt og leveret, kan kunderne rejse løs uden at være digitale. Derudover er det muligt at bestille printede køreplaner hos Midttrafik Kundecenter.