Grupperejser vender tilbage

Grupperejser har været lukket ned på grund af COVID-19 pandemien. Til oktober bliver det igen muligt at bestille en grupperejse, men efter en ny model, der sikrer bedre sammenhæng mellem udgifter og indtægter og tager hensyn til kundernes ønsker om mere plads i bussen.

På bestyrelsesmødet 10. september besluttede Midttrafiks bestyrelse at genindføre grupperejser i oktober 2021 efter en ny model:

  • Grupper under 15 personer kan fortsat, efter eget valg, rejse uden pladsbestilling og pladsgaranti. Disse grupper billetterer til ordinær takst med fx rejsekort gruppe check-in eller klippekort i Midttrafik app.

  • Grupperejser kan bestilles af grupper på mellem 2-30 personer, hvor Midttrafik garanterer plads. Er det ikke er muligt at sikre den nødvendige kapacitet, vil bestillingen blive afvist. Grupper større end 30 personer pr. afgang afvises. Hvis der er ledig buskapacitet, kan grupper større end 30 personer fordeles på flere afgange, ellers henvises de til private turistvognmænd.

  • Grupperejser med pladsbestilling og rejsegaranti kan kun gennemføres fra kl. 9.00 efter morgenmyldretid.
  • Prisen for en grupperejse bliver ændret til:

    02-10 personer    170 kr.
    11-15 personer    240 kr.
    16-20 personer    310 kr.
    21-25 personer    390 kr.
    26-30 personer    460 kr.


Den nye model balancerer udgifter og indtægter bedre end den tidligere model, hvor blandt andet udgifterne til dubleringskørsel med private turistvognmænd var høje i forhold til kontraktkørslen. Samtidig udligner den nye prisstruktur forskellen mellem en grupperejse og en almindelig rejse. 97-99 % af kunderne vil dog fortsat opleve, at de kan rejse med grupperejser til en fordelagtig pris.

Når det kommer til komforten i busserne, kan begrænsningen med grupperejser efter morgenmyldretiden medvirke til, at andre kunder ikke bliver påvirket i så høj grad, når en større gruppe rejsende skal med bussen. Især muligheden for afstand til andre kunder er et vigtigt parameter i forhold til kundernes tilfredshed og oplevelse af komfort.

Aarhus Kommune har tidligere besluttet, at der ikke gives pladsgaranti i Aarhus bybusser og Letbanen. Det forhold fortsætter med den nye model.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om grupperejser under punkt 3 i materialet til bestyrelsesmødet 10. september 2021