Fra bil til kollektiv trafik

Efterårets kampagne handler om fordele ved den kollektive trafik fremfor bilen. Kampagnen kører massivt på radio, tv, dagblade, outdoor, bannerreklamer og sociale medier. Målgruppen er nye og lejlighedsvise kunder. Budskaberne skal bringe kollektiv trafik ”top-of-mind” i de situationer, hvor bus, tog eller letbane er en bedre løsning end bilen

Et af redskaberne er Midttrafiks Pendlertjek, hvor kunderne kan sammenligne bil med kollektiv trafik på parametrene: pris, klimaaftryk, rejsetid og kalorieforbrug.

Hovedbudskabet i kampagnen er ’Få mere ud af turen med Midttrafik’. Budskabet bliver understreget af en række fra og til situationer, der viser fordelene ved at bruge kollektiv trafik fremfor bilen. Kampagnen er Midttrafiks største satsning i år og er et forsøg på at tiltrække flere nye og lejlighedsvise kunder til den kollektive trafik i Midtjylland.

Kampagnen kører i ugerne 39-48 og kan ses på følgende medier:

  • I busserne
  • På bagenden af mange bybusser i hele regionen + rute 100 og 200
  • Infoskærme
  • Facebook/Instagram
  • YouTube
  • Digitale bannere
  • Tv
  • Radiospot
  • Kampagneside på midttrafik.dk 
  • Store plakater langs vejene

Midttrafik har desuden kørt en række taktiske kampagner for diverse billetprodukter, Midttrafik live og Midttrafiks Pendlertjek siden transportministeren i marts gav grønt lys til markedsføring af den kollektive trafik efter covid-19.

Fra og til situationerne er et univers, som Midttrafik vil videreføre i 2023. Allerede nu er der nye situationer i idébanken. Situationerne fra denne kampagne er:

  • Fra spildtid til arbejdstid
  • Fra dyre brændstofpriser til billige billetter
  • Fra bagsædehysteri til bushygge
  • Fra parallelparkering til ingen parkering
  • Fra udledning til opladning
  • Fra vandvogn til vinmenu
  • Fra singletid til scoretid

Kampagnen bliver understøttet af et lokalt lag, hvor vi markedsfører eksempler på rejsetid og frekvens i de områder, hvor der et særlig godt kollektiv trafiktilbud.

Gode redskaber til den nye kunde

På kampagnens landingpage får man tre gode tips til at komme i gang med kollektiv trafik:

  1. Søg din tur frem i Rejseplanen ved at indtaste din start- og slutadresse
  2. Køb din billet hurtigt og nemt i Midttrafik app (husk at købe din billet, inden du stiger på)
  3. Kom afsted i god tid (få evt. hjælp af Midttrafik live) - og stil dig frem, så chaufføren kan se dig

Her finder man også link til en billetguide, der guider til den bedste billet og link til Midttrafiks Pendlertjek, hvor man i langt de fleste tilfælde vil opnå en økonomisk og klimamæssig gevinst ved at rejse med kollektiv trafik.

Design og opbygning af Midttrafiks Pendlertjek er blevet opdateret, så det fremstår mere overskueligt og moderne. Det er et vigtigt værktøj i arbejdet med at omvende bilister til at bruge mere kollektiv trafik.

Kampagneresultater efter 5 uger

Sociale medier (Youtube, Instagram, Facebook og Google):
7.290.059 eksponeringer
13.585 kliK

TV-spot:
1,3 mio. visninger (forventet i hele kampagnen)

Radiospot:
1,65 mio. aflytninger (forventet i hele kampagnen)