Bedre stoppesteder på vej i seks kommuner

Seks kommuner har ansøgt Midttrafiks pulje for medfinansiering af projekter, der løfter kvaliteten af stoppesteder, knudepunkter og terminaler. Projekterne omfatter tryghedsskabende tiltag, bedre tilgængelighed og mere komfort.

Passagerpulsens seneste undersøgelse peger på, at 7 ud af 10 kunder vil bruge kollektiv trafik, hvis der sker forbedringer. Der er fortsat over 3 mio. kr. tilbage i puljen i tilskud til de kommuner, der ønsker at gøre den kollektive trafik mere attraktiv for kunderne.

Borgerne i Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg og Skive vil i løbet af 2022 opleve tiltag, der vil gøre det lettere og mere bekvemt at tage den kollektiv trafik. De seks kommuner har ansøgt Midttrafiks stoppestedspulje og fået tildelt medfinansiering af i alt ni projekter.

Medfinansiering af kommuner og regionens projekter

Midttrafiks bestyrelse har i 2021 besluttet at afsætte 5 mio. kr., som kommuner og region kan ansøge om til medfinansiering af projekter, der løfter kvaliteten af stoppesteder i Midttrafiks område.

Bedre stoppesteder er et af Midttrafiks strategiske indsatsområder. Stoppestedet er kundens første møde med den kollektive trafik, og det skal imødekomme mange behov hos kunderne. Let adgang, god information, trygge rammer og behagelig ventetid. Midttrafik har udviklet en stoppestedsmanual, der skal bruges til rådgivning og stoppestedspuljen, der skal medvirke til realisering af stoppestedsprojekter, herunder også knudepunkter og terminaler.

Samlet er der tildelt 1,84 mio. kr. i 2021. De resterende 3,16 mio. kr. bliver overført til endnu 1-2 ansøgningsrunder i 2022.

Passagerpulsens seneste undersøgelse af ”Danskerne og kollektiv transport 2021” peger på, at udvikling i form af mere tryghed, bedre parkeringsmuligheder og bedre tilgængelighed kan medvirke til, at nogle passagerer vil benytte kollektiv transport mere.

Inspiration til projekter i din kommune/region

De ansøgte projekter tager alle udgangspunkt i Midttrafiks stoppestedsmanual i forhold til tryghed, tilgængelighed og komfort.

Norddjurs Kommune:

  • Opgradering af plustur-stoppesteder med læhuse, wayfinding og belysning

  • Tryg cykelparkering ved letbanestationerne med overdækket cykelparkering, realtidsskærme og ladeinfrastruktur 

Favrskov Kommune:

  • Forbedring af Hammel Station med overdækket cykelparkering, realtidsskærme, læhuse, bænke, blomster og wayfinding 

Silkeborg Kommune: 

  • Forbedring af knudepunktet i Kjellerup med overdækket cykelparkering, realtidsskærme og wayfinding 
  • Etablering af knudepunkt i Them med overdækket cykelparkering, realtidsskærme og wayfinding 

Skanderborg Kommune: 

  • Stoppesteder langs rute 113 med nedtællingsmoduler, overdækket cykelparkering bænke, blomster og wayfinding 

Skive:

  • Nye læhuse i hærværksnedsættende materiale, genopretning af standere, topskilte og kassetter 

Syddjurs: 

  • Etablering af 3 knudepunkter med realtidsskærme og wayfinding 
  • Forbedring af stoppesteder ved Ugelbølle og Grønfeld med læhuse, belægning og cykelparkering