Arbejdet med besparelser er i gang

Sparekrav for budget 2023 fra kommuner og region tikker ind i løbet af december. I videst muligt omfang arbejder Midttrafik med en prioritering om, at færrest mulige kunder bliver berørt af besparelser fra sommeren 2023. Sideløbende bliver der undersøgt muligheden for at få forhøjet Midttrafiks kassekredit og en ekstraordinær takststigning i maj 2023.

Kunderne har længe levet i usikkerhed om fremtiden for deres bus. Siden foråret 2022 har der i medierne været fokus på besparelser i den kollektiv trafik og hvilke ruter, der kunne risikere at opleve færre afgange/nedlukninger. Fra 4. januar vil kunderne blive præsenteret for de ændringer, der er planlagt for en række busruter fra sommeren 2023 på midttrafik.dk.

Midttrafik afholder vanen tro en offentlig høring, hvor borgerne har mulighed for at kommentere og gøre indsigelser mod de planlagte ændringer. Det vil dog ikke være muligt at præsentere en køreplan for alle ruter, da ejernes bestillinger er kommet så sent. Alle ændringer vil være beskrevet under de ruter, hvor der ikke ligger en høringskøreplan.

Ejernes sparekrav (per 13. december)

Kommuner: Hedensted, Herning, Silkeborg, Viborg og Aarhus
2023: 13,6 mio. kr.
2024: 25,4 mio. kr.

Region Midtjylland
2023: 41,0 mio. kr.
(Regionsråd beslutter 21. december 2022)

Andre løsninger på økonomiske udfordringer

Stigende brændstofudgifter presser sammen med manglende passagerindtægter Midttrafiks økonomi i 2022 og 2023. Skal Midttrafik fastholde og tiltrække kunder til den kollektive trafik i Midtjylland, skal der være et godt kollektivt trafiktilbud. Derfor bliver der arbejdet på flere fronter for at afbøde flere besparelser og sikre, at der fortsat er et godt indtægtsgrundlag ved bus, tog og letbane i fremtiden.

  • Pause på biodiesel (Region Midtjylland, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg og Skive).
  • Statslig kompensation i 2023 på 140 mio. kr. til trafikselskaberne i Danmark (Trafikselskaberne i Danmark med Steen Vindum i spidsen har været i dialog med Transportministeriet)
  • Takststigninger på 4,9 % bliver gennemført i januar 2023
  • KL og Danske regioner forhandler med Transportministeriet om en ekstraordinær takststigning i maj 2023
  • Midttrafik undersøger muligheden for at øge kassekreditten i en afgrænset periode (2-3 år)
  • Midttrafik arbejder målrettet via planlægning og markedsføring på, at passagertallet er tilbage på 2019-niveau i 2024.
  • Stort udbud i Østjylland i 2025 giver mulighed for effektiv planlægning, så grøn omstilling forventeligt kan nås med konkurrencedygtige priser.

Midttrafiks høringsproces

  • Offentlig høring 4.-17. januar 2023.

  • Midttrafik vurderer høringssvar og mulighed for justeringer.

  • Kommuner og Region Midtjylland behandler høringssvar og beslutter ændringer i februar og marts 2023.

  • Udkast til nye køreplaner fremsendes til busselskaberne, som ligeledes har mulighed for at deltage i høringen.

  • De endelige køreplaner leveres til busselskaberne i slutningen af marts 2023, hvorefter Midttrafik arbejder med at klargøre køreplaner til driftsstart den 25. juni 2023.

  • De endelige køreplaner leveres til rejseplanen og offentliggøres på midttrafik.dk i starten af maj 2023.

Kommunikation om besparelser

Midttrafik vil som ved tidligere besparelser oprette en informationsside på midttrafik.dk, hvor kunderne hurtigt kan få et overblik over de ruter, der bliver ramt af besparelser. Under hver rute vil der være en beskrivelse af ændringerne.

Siden er et godt værktøj til Midttrafiks kundeservicemedarbejdere, der skal behandle de mange kundehenvendelser, der vedrører besparelserne. Gennem pressen og sociale medier ønsker Midttrafik at formidle budskabet om ændringer til de kunder, der bliver berørte. Et budskab, der også er vigtigt at formidle til de kunder, der kan tage bussen, som de plejer for at sikre fastholdelse.

Det er en vanskelig opgave at skulle vinde/beholde kunder i kollektiv trafik, samtidig med at der laves besparelser. Markedsføringsmæssigt er der behov for en meget målrettet kommunikation. Midttrafik mærker allerede nu, at de kunder, der mister afgange, bliver provokerede af kampagner for kollektiv trafik.