Silkeborg-banen: Startskuddet lyder til de indledende undersøgelser

Banedanmark har nu afholdt tre indledende borgermøder i henholdsvis Aarhus, Silkeborg og Skanderborg Kommune og er nu i fuld gang med idéfasehøringen, som er den første offentlige høringsrunde. Møderne har til formål at sikre, at alle relevante forhold i projektet belyses. Det har således været muligt for interesserede borgere at indsende ideer og forslag til det videre arbejde med den nye bane mellem Aarhus og Silkeborg.

Projektet Ny bane Aarhus-Silkeborg er en vigtig del af visionen for Østjylland, som deles af Aarhus, Silkeborg og Skanderborg Kommune samt Region Midtjylland. Banestrækningen kan nemlig blive en vigtig brik i sikringen af en bæredygtig mobilitet i korridoren Aarhus-Galten-Silkeborg-Herning, hvor der forventes en stor vækst i erhverv, befolkning og dermed også i pendlingen. 

Med idéfasehøringen har man indledt de indledende undersøgelser, som er grundlaget for Banedanmarks indstilling til politisk beslutning. Det er derefter politikerne, der beslutter hvilke løsninger, der skal undersøges videre.

 – I første omgang handler det derfor om at få fastlagt hvilke løsninger, der skal indgå i de detaljerede miljøundersøgelser, som er forudsætningen for, at de efterfølgende kan realiseres, siger chefkonsulent ved Midttrafik, Ole Sørensen.

En dobbeltsporet løsning

Selvom der i første omgang kun er bevilliget penge til en enkeltsporet bane, så lægger Silkeborg, Skanderborg, Aarhus Kommune og Region Midtjylland vægt på, at de videre undersøgelser kommer til at omfatte en dobbeltsporet løsning, hvor der kan etableres flere nye stationer på strækningen herunder Låsby, Galten-Skovby, Harlev-Framlev, Brabrand og Åbyhøj. Hovedargumentet for en dobbeltsporet bane findes i den byudvikling, der er planlagt langs den nye strækning: 

– Det er vores fælles vurdering, at den planlagte byudvikling langs strækningen betyder, at der er et væsentligt større passagerpotentiale end det, der er opgjort i Trafikstyrelsens tidligere forundersøgelse. Det er en vurdering, der understøttes af beregninger i Aarhus Kommunes trafikmodel, pointerer Ole Sørensen.

Indstillingen fra Banedanmark forventes klar om et års tid. For kommunerne, Region Midtjylland, Midttrafik og Letbanesamarbejdet vil den store opgave både politisk og administrativt det næste års tid være at sikre, at løsningen kommer med i de videre undersøgelser.

 

Ny bane Aarhus-Silkeborg

Læs mere om projektet på bane.dk, hvor du også kan tilgå debatoplægget til idéhøringsfasen.

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo