Næste stop: Med BRT-bus gennem Aalborg
Aarhus har taget teten med Danmarks første letbane. Men der er flere højklassede alternativer på vej. I en række nyhedsbreve dykker vi ned i danske byer, der også har enten en letbane eller BRT-løsning på vej. Denne gang handler det om BRT-busserne i Aalborg, som vil ændre Aalborg centrum mærkbart.
Om få måneder er anlægsfasen færdig for Aalborgs BRT-busser (Bus Rapid Transit), også kaldet Plusbus. Og fra sommeren 2023 kan aalborgenserne køre gennem Aalborgs gader i 25 meter lange busser, der udelukkende kører på el.
Den 12 kilometer lange strækning går fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen til det kommende Nyt Aalborg Universitetshospital i øst. Ligesom letbanerne i Odense og Aarhus forbinder BRT-busserne således bymidten med universitetet og hospitalet og skaber endnu bedre vilkår for byens mange rejsende.
I dag kører der almindelige bybusser på strækningen. Men selv med et mellemrum på blot to minutter mellem hver bus, kan det være svært at finde plads i busserne i morgentrafikken. De nye BRT-busser har imidlertid plads til op til 155 passagerer, og dermed kan kapaciteten på ruten næsten fordobles.
Aalborg Kommune har stor nettotilflytning. Hvert år stiger antallet af aalborgensere med cirka 1.600. Den store vækst, kombineret med et nyt hospital og store trafikale udfordringer, dannede grobund for byrådets beslutning om at anlægge et system for BRT-busser i 2016.
– Aalborg Byråd ville skabe en endnu bedre kollektiv transport og grobund for færre biler i centrum af byen. Det er Plusbus-projektet et udtryk for, siger Niels Bresemann Jensen, Projektchef for BRT-sekretariatet i Aalborg Kommune.
Vil transformere bycentrum
Plusbus var oprindelig tænkt som en letbane, men et regeringsskifte betød, at projektet endte som BRT-busser. Der er dog flere ligheder mellem BRT-busserne og Letbanen i Aarhus. Busserne kan rumme både barnevogne og cykler. Samtidig er af- og påstigning niveaufrit og med fuld tilgængelighed for borgere med handicap. På to tredjedele af strækningen har bussen sit eget tracé, og i myldretiden vil den køre med 7½ minutters mellemrum.
– Når BRT-bussen tages i brug vil fremkommeligheden i centrum blive bedre. Samtidig har vi haft et stort fokus på at skabe nye pladser, hvor aalborgenserne har lyst til at opholde sig, siger Niels Bresemann Jensen.
Han fremhæver en total fornyelse af den centrale John F. Kennedys Plads, som er blevet ændret markant til fordel for byens borgere.
– Pladsdannelsen er en af styrkerne ved projektet. Vi har haft meget fokus på at skabe mulighed for ophold med eksempelvis bænke, skraldespande, grønne områder og en speciel lyssætning, som betyder, at man også kan bruge rummene, når mørket falder på, siger han.
BRT-projektets omkostning var oprindeligt budgetteret til 510 mio. kr. fordelt over årene 2018-2023. Tilkøb af forskellige projektudvidelser og forbedringer har forøget det samlede budget til cirka 570 mio. kr.
Et eksempel for andre
Flere byer i Danmark har BRT-projekter i støbeskeen, men Aalborg er det første, der bliver til virkelighed. Derfor er Niels Bresemann Jensen også spændt på, hvordan andre vil tage ved lære af Plusbus:
– Alle kigger på os nu. Så det bliver interessant at se, hvad vi kan tage med videre. Om nogle år vil vi formentlig kunne se, hvordan BRT-busser kan hjælpe store danske byer med at prioritere den kollektive trafik og mindske antallet af biler i centrum. Ligesom vi eksempelvis ser i Metz i Frankrig, hvor bilerne fra motorvejen må vige pladsen for busserne på vej ind i centrum.
Han understreger dog, at biler stadig er velkomne i Aalborg centrum.
– Vi har ikke noget imod, at man tager bilen ind til byen, for p-pladserne er der stadig. Men vi håber, at flere begynder at overveje bussen i stedet for bilen, hvis man vil ind til byen eller på arbejde. Det er et mønster, vi ønsker at fremskynde, men det handler om at vende vanens magt.
Fakta om BRT-busserne i Aalborg
- Solaris Urbino 24 electric busser
- Egen busbane og er altid prioriteret i lyskryds
- Ruten tager ca. 30 min at køre
- Jævn overflade uden huller og bump
- Hurtig ind- og udstigning - typisk under 20 sekunder
- Komfortable og støjsvage
- Plads til 155 passagerer
- Kører op til 50 km/t - i gennemsnit ca. 22 km/t.
- Busserne er 24,8 meter lange
- Cykler og barnevogne kan medbringes i busserne
- Forventes at åbne i sommeren 2023.