Interview: Fra lokal til national transportpolitik
I mange år har Jens Meilvang (LA) beskæftiget sig med udviklingen af transportområdet og den kollektive trafik i Østjylland. Nu er han valgt ind i Folketinget og er bl.a. næstformand i Transportudvalget. Læs, hvordan han agter at gøre en forskel for den kollektive trafik fra Christiansborg.
Liberal Alliance-politikeren Jens Meilvang er tidligere medlem af Letbanerådet og tidligere formand for Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune. Nu sidder han i Folketinget, hvor han bl.a. er næstformand i Transportudvalget, som beskæftiger sig med forskellige emner inden for transport- og færdselsområdet, blandt andet udrulningen af den statslige infrastrukturplan fra 2021.
Har dit syn på fremtidens kollektive trafik i Østjylland ændret sig, efter du er gået fra lokal til national politik?
– Nej, det har det ikke. Jeg har de samme holdninger og idéer til det, der skal og kan ske i årene frem. Det gælder både i forhold til at udbygge privat og kollektiv trafik. Der skal være bedre fremkommelighed, fordi mennesker bruger alt for lang tid på at komme til og fra arbejde eller studie i dag, lyder det fra Jens Meilvang, som fortsætter:
– Vi står over for en stor omstilling, især uden for de store byer, hvor der kan være langt mellem de blå busser. Jeg tror, at fleksible, kollektive ruter er vejen frem. Men de steder, hvor der bliver nedlagt ruter, skal vi være bedre til at forklare og ”sælge” de mere fleksible løsninger, der tilbydes i stedet for.
Hvor ser du de største potentialer i den kollektive trafik?
– Letbanen har potentiale for, at flere benytter sig af den. Det gælder især også ved at kombinere privatbilisme og den kollektive trafik ved at parkere bilen uden for byen og hoppe på Letbanen ind til midtbyen. Det sparer tid, da man slipper for at holde i kø i myldretiden. Og det tror jeg er en model, som mange kan have gavn af, men få kender til muligheden, siger Jens Meilvang og tilføjer:
– Jeg har også en ambition om, at det skal være nemmere at komme til Hamborg. Når man først er i Tyskland, er der masser af muligheder for at komme rundt i Europa med lyntog, men Jylland er koblet af i den forbindelse. Selvom det er et mere internationalt perspektiv, vil det også gavne Østjylland med en bedre forbindelse til syd for grænsen – hvor man hurtigt kan komme frem og nemt kan sidde og arbejde imens. Det skal tjene som et reelt alternativ til flytransport eller bilen.
Hvad ser du som de største udfordringer i forhold til den kollektive trafik?
– Der er et vakuum lige nu, hvor der i forskellige landområder ikke er basis for kollektiv trafik og den lokale busrute. Her er det vigtigt, at vi får gjort opmærksom på alternativer, for eksempel flextaxa eller flexbus, for hvis borgerne ikke oplever, der er andre muligheder, køber de en bil, og så går der i gennemsnit 10 år, før de vender tilbage til den kollektive trafik.
Er du stødt på nationale bevægelser, som kan komme det østjyske til gode?
– Det er nok snarere omvendt: Jeg kan tage erfaringerne fra det lokalpolitiske med ind på Christiansborg, hvor der nogle gange godt kan være langt ud til den ’almindelige’ borger. Derfor føler jeg også, at jeg har fingeren ret meget på pulsen, siger han og tilføjer:
– Der er allerede sat gang i meget arbejde på baggrund af transportforliget, hvor der også er afsat midler til at sikre bedre fremkommelighed – blandt andet ved at opgradere udvalgte stationer og elektrificere togstrækninger. Det er spændende at være med til at bestemme, hvordan de puljer udmønter sig.
Både letbane og forskellige BRT-løsninger er i spil til etape 2 – er der nogle teknologier, du tror vil vinde mere frem?
– Letbanen har været et dyrt projekt, men som også er succesfuldt på flere områder og bliver flittigt brugt af mange rejsende i Aarhus midtby. Så jeg mener, at man skal vurdere det fra sag til sag. For det er vigtigt at kunne få mennesker hurtigt frem og tilbage. Hver time de bruger i en bil eller i kollektiv transport – måske endda med at sidde i kø til og fra arbejde – er spild af tid, som i stedet kunne være brugt med familien. Så både den private og kollektive trafik skal fungere optimalt. Det binder hele Danmark sammen.
Om Jens Meilvang
- Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds siden 1. november 2022
- Næstformand for Transportudvalget
- Kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Kommune siden 2005
- Tidligere medlem af Letbanerådet og tidligere formand for Miljø- og
Teknikudvalget i Norddjurs Kommune - Uddannet ejendomsmægler