Idékatalog: Sådan bliver Odder Station til trafikknudepunkt

Odder skal i fremtiden spille en større rolle som trafikknudepunkt i Aarhus-regionen. Et nyt idékatalog viser, hvad der skal til, og hvordan det både vil komme rejsende og byen til gode.

Hvad tænker du, når jeg siger ”endestation”? De fleste vil nok forbinde endestation med noget lidt dødt og øde, og den nuværende Odder Station opfører sig og ligner på mange måder også netop det, den er: En endestation på Letbanen. 

Men i virkeligheden er det kun stationens udseende og design, der passer til en endestation. Hvis man ser på Odders rolle i trafikken syd for Aarhus, så er den alt andet end ”død” og ”øde”. Faktisk spiller Odder i stigende grad en central rolle som trafikknudepunkt, der forbinder rejsende fra både øst, vest, syd og nord. 

- Når jeg ser de mange passagerer stige af og på Letbanen i Odder, bliver det klart, hvor stor en forskel denne transportmulighed gør for vores borgere. Letbanen har endda været en afgørende faktor for, at mange har valgt at bosætte sig i vores kommune. Men Odder Station skal ikke kun være et sted, hvor folk står af tog eller bus. Vi ønsker at forvandle stationen til et aktivt centrum, der forbinder mennesker og transportmidler på tværs af hele regionen, siger Odder Kommunes borgmester, Lone Jakobi (A). 

Af samme grund er der fuld gang i planerne om at forvandle Odder Station til en såkaldt mobilitetshub. I et nyt idékatalog fra juni 2024 skitseres, hvad der skal til for at virkeliggøre planerne. Idékataloget er udarbejdet i samarbejde mellem Midttrafik, Aarhus Letbane, Odder Kommune og lokale aktører.  

- Med det nye idékatalog tager vi de første skridt mod at skabe et trafikknudepunkt. Der vil styrke Odders rolle i regionen og gøre det lettere og mere attraktivt for rejsende at benytte kollektiv transport og at skifte mellem forskellige transportformer, siger Lone Jakobi.

En station, der mangler faciliteter

Bag konceptet mobilitetshub gemmer sig hensigten om at gøre det så nemt som muligt for rejsende at kombinere og skifte mellem forskellige transportformer i den kollektive trafik. Det er med andre ord et trafikalt knudepunkt, hvor det hele er samlet. Der er også mulighed for at tænke andre transportmidler ind – eksempelvis delebiler, -cykler og -løbehjul. 

Men der er et stykke vej fra den nuværende Odder Station til fremtidens mobilitetshub. 

I dag oplever de rejsende en station, der mangler grundlæggende faciliteter – eksempelvis ordentlige toiletter, cykelparkeringspladser og steder at opholde sig. Af samme grund fungerer stationen primært som transitpunkt for de rejsende uden rigtig forbindelse til resten af byrummet.

Samtidig kan Letbanen med de nuværende én til to afgange i timen give lange ventetider for de rejsende, der skal skifte fra eksempelvis bussen.

3 plantemaer med forskellige formål

For at optimere området omkring Odder Station beskriver idékataloget, hvordan man kan forbedre oplevelsen ved at opdele det i flere zoner, hver med sit eget formål og unikke behov. Konkret beskriver kataloget tre centrale temaer i udviklingen af området omkring Odder Station: 

  • Destination Odder: Her forvandles området fra rent transitrum til et byrum med aktiviteter, der styrker mødet mellem mennesker. Dette inkluderer for eksempel en temalegeplads og forbedret placering af en madvogn.
  • Den Røde Løber: Her skabes bedre sammenhæng mellem forskellige mobilitetstilbud, såsom en forbedret passage fra letbaneperronen og busterminalen og herfra videre ud til erhvervs- og kulturområdet, VitaPark.
  • Fordelingsknuden: Her forbedres flowet, og der etableres rolige zoner, der gør opholdet mere komfortabelt og bevægelsesmønstrene mere intuitive for de rejsende.

Letbane med øget frekvens

En central del af planerne inkluderer en øget frekvens af letbanetog mellem Aarhus og Odder. Det er Aarhus Letbanes ejere – Aarhus Kommune og Region Midtjylland – der skal tage stilling til om antallet af afgange skal øges til fire i timen i dagtimerne. Dette vil kræve etablering af en krydsningsstation ved Rude Havvej nord for byen og indkøb af ekstra letbanetog.

Det vil også være her, at der skal laves et natdeponi for letbanetogene. Rude Havvej er også udset som stedet  i idékataloget, hvor bilrejsende kan bruge en Park & Ride-plads til at stille bilen og skifte til kollektiv trafik.

Fra idékatalog til virkelighed

Et idékatalog forvandler ikke af sig selv Odder Station til en mobilitetshub, men kataloget kommer til at danne den fælles ramme for Odder Kommunes planafdeling i det udviklingsarbejde, der vil ske i de kommende år.   

- Vi har stadig et stykke vej fra den nuværende Odder Station til den fremtidige mobilitetshub. Det er afgørende, at vi forbedrer de grundlæggende faciliteter. Fx er der et nyt toilet og flere cykelparkeringspladser på vej for at gøre stationen mere attraktiv for rejsende, siger Lone Jakobi. 

De forbedrede toiletforhold og moderne cykelparkeringsfaciliteter ved Odder Station er planlagt i 2024. Disse investeringer er et skridt i retning af at gøre mobilitetshubben mere effektiv og attraktiv, til gavn for både byen og de rejsende. 

Idéerne fra kataloget er også med i overvejelserne omkring den kommende byudviklingsplan, for området omkring Odder stationen og den gamle remisebygning.

De forskellige zoner i en mobilitetshub

Ud over de konkrete temaer i udviklingen af Odder Station arbejder Midttrafik også med et fast designkoncept af mobilitetshub med genkendelige zoner: 

  • Skiftezone: Områder til nem overgang mellem transportmidler.
  • Informationszone: Områder med information og vejledning for rejsende.
  • Pausezone: Områder hvor rejsende kan opholde sig komfortabelt.
  • Parkeringszone: Områder til parkering af biler og cykler.

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo