Flere løsninger til at undgå is på køreledningerne

Kolde temperaturer og rimtåge har før udfordret letbanedriften. Men Aarhus Letbane har høje forventninger til en ny løsning, der skal afhjælpe is på køreledningerne den forestående vinter. Parallelt bliver der undersøgt flere langsigtede løsninger.

Kalenderen skriver nu efterår, og det betyder, at lavere temperaturer er på vej. Letbanen har været udfordret af is på køreledningerne i de foregående vinterhalvår, hvilket har givet driftsforstyrrelser. De seneste to vintre er der anvendt glycerin, men det har ikke været tilstrækkeligt effektivt. Særligt kombinationen af rimtåge, høj luftfugtighed og markant vejrskifte på få timer har været en udfordring.

Denne vinter skal et nyt produkt fra firmaet Interflon forebygge problemet med isdannelse på kolde dage. Det fortæller Michael Borre, adm. direktør i Aarhus Letbane:

– Der er gode erfaringer fra Holland og Frankrig, hvor man har anvendt produktet de seneste to år. Produktet skal kun smøres på køreledningerne én gang om måneden, hvilket leverandøren vil gøre seks gange hen over vinteren.

Interflon vil blive anvendt på strækningerne mod Odder og Grenaa, hvor is volder de største gener. Maskinen til at påføre Interflon kan ikke komme rundt på den indre strækning, men der er heller ikke samme behov. I stedet vil der i de kolde nætter være tomkørsel på sporene i midtbyen, så der ikke dannes is.

Flere langsigtede løsninger i spil

Michael Borre fortæller, at der er undersøgelser i gang af flere forskellige løsninger, som kan afhjælpe is på køreledningerne på længere sigt. De kunne blandt andet være at varme køreledningerne op, ændre i togets teknik eller software eller installere batterier i togene. 

– De forskellige muligheder er alle ved at blive undersøgt parallelt med indsatsen denne vinter. Det kræver ordentlige beregninger, hvor også tidshorisont og økonomi er indtænkt. Jeg forventer, vi kan komme med nogle konklusioner om de langsigtede løsninger frem mod næste sommer, siger Michael Borre.

Hvorfor er is en udfordring for Letbanen?

Når luftfugtigheden er høj og temperaturen under to grader, kan der dannes is på køreledningerne. Hvis der sidder for meget is, kan letbanetoget ikke trække strøm nok til at køre. Problemet opstår primært i de mere åbne landskaber uden for Aarhus.

 

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo