Aarhus’ aftale skaber nye muligheder i hele Østjylland

Aarhus’ aftale om en ny grøn mobilitetsplan handler ikke kun om forandringer inden for kommunegrænsen. Med fokus på regional sammenhæng og bæredygtig vækst åbner planen for spændende synergier med omegnskommunerne.

Samtænkes løsningerne, kan Østjylland stå over for en mindre transportrevolution, der kan gavne over en million indbyggere og en halv million arbejdspladser i regionen.

For borgere fra Søften og Hinnerup er det nok sjældent en afslappende oplevelse at befinde sig på Århusvej i morgentrafikken. Landevejen er dagligt livsnerven for de mange i Favrskov Kommune, der enten har deres arbejde i Aarhus N eller skal via E45 i nordgående eller sydgående retning. Det betyder dagligt trængsel i et af de største trafikale knudepunkter omkring Aarhus. 

Selvom Aarhus Kommunes nye aftale om grøn mobilitetsplan på papiret handler om at forbedre de trafikale forhold – ikke mindst for den offentlige transport – inden for kommunegrænsen, har planen også blikket rettet ud til resten af Østjylland. Som det hedder i planen: 

”Aarhus (er) en del af en østjysk byregion i udvikling. Vi er mere end 1 million indbyggere, og vores byregion rummer en halv million arbejdspladser. Mobilitetssystemet skal derfor også understøtte person- og varetransport, både lokalt og på tværs af kommunegrænser, så der sikres fortsat bæredygtig vækst og flere arbejdspladser i vores region". 

De toner hilser man velkommen i nabokommunen Favrskov, hvor Lars Storgaard (C) er borgmester: 

– I Favrskov Kommune ser vi den ambitiøse grønne mobilitetsplan i Aarhus som en god anledning til at forbedre fremkommeligheden i hele Østjylland. Trafikken ind og ud af Aarhus er i stigning, og den øgede trængsel stiller større krav til sammenhængskraften mellem de tilgængelige mobilitetsløsninger – ikke kun i Aarhus, men også i omegnskommunerne. Derfor støtter vi i Favrskov Kommune op om et tæt samarbejde mellem kommuner, trafikselskab og regionen, så vi i fællesskab kan finde de nødvendige trafikale løsninger for Østjylland. Og her ser vi mobilitetsplanen i Aarhus som én af de løsninger, siger han.

Aftale kan inspirere fælles vision

Men det stiller krav til godt samarbejde, når der skal udvikles holdbare trafikløsninger, der går på tværs af kommunegrænserne. Ud over Aarhus Kommune, Midttrafik og omegnskommuner som Favrskov, Syddjurs, Silkeborg, Skanderborg og Odder har også Vejdirektoratet og ikke mindst Folketinget aktier i sagen. Eksempelvis er det et folketingsflertal, der med Infrastrukturplan 2035 har vedtaget planerne om en ny Silkeborgbane og en ny Brabrand Station.   

Når det handler om den kollektive trafik i Østjylland, foregår arbejdet med at undersøge, udvikle og prioritere løsningerne i regi af Letbanesamarbejdet, som ud over Midttrafik også tæller otte østjyske kommuner og Region Midtjylland. Letbanesamarbejdet arbejder ud fra den fælles vision, der er samlet i Samspil 2030. Den fælles vision står over for en opdatering, og her kan Aarhus Kommunes grønne mobilitetsplan blive startskuddet til endnu stærkere kollektive løsninger. 

I september 2024 mødtes styregruppen i Letbanesamarbejdet for at tage de første drøftelser om, hvilke strækninger der skal prioriteres i den kommende vision. Det er for eksempel her, at korridoren fra Favrskovs sydøstlige hjørne ind mod Aarhus kan prioriteres, men også muligheden for at styrke de kollektive tilbud fra de øvrige oplandskommuner skal belyses. Her er det både relevant at se på, hvordan de kollektive hovedkorridorer kan udvikles, og hvordan oplandet kan knyttes til disse korridorer – f.eks. via effektive knudepunkter. 

Nu begynder arbejdet med at undersøge og prioritere de strækninger, der skal med i den opdaterede vision. Efter kommunalvalget i 2025 skal de nye byråd i kommunerne sammen med regionsrådet nikke til prioriteringerne.

Billede: Aarhus Kommune

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo