Klimaudspillet kan få betydning for kommende kontrakter med Midttrafik. Det gælder ikke bare for Midttrafiks buskørsel, men også flextrafik, som bliver omfattet af den nye taxalov og dermed også CO2-kravet.
Midttrafik vil undersøge, hvad det nye klimaudspil specifikt betyder for den enkelte kommune. Bliver klimaudspillet vedtaget vil Midttrafik indgå som rådgiver og sparringspartner ved indkøb af nye og mere klimavenlige bustyper. Midttrafik har endnu ikke været i dialog med taxavognmændene om CO2-kravet, men har emnet med på næste kontaktudvalgsmøde i foråret 2019.
Co2 neutrale busser i Midttrafik (lavemissionsbusser)
Holstebro Kommune
Blev i 2014 første by i Danmark, hvor bybusserne udelukkende kører på certiceret biogas. Holstebro Kommune kan indregne en årlig besparelse på 550 tons CO2-udslip i forhold til dieseldrevne busser.
Silkeborg Kommune
Fra 2015 har Silkeborggenserne kørt i gasdrevne busser, tanket med certificeret biogas. Silkeborg Kommune kan indregne en årlig besparelse på 1.539 tons CO2-udslip i forhold til kørsel med dieseldrevne busser.
Skive Kommune
Certificeret biogas er også været drivkraften i bybusser og lokalbusser i Skive. Skive Kommune kan indregne en årlig besparelse på 590 tons CO2-udslip i forhold til kørsel med dieseldrevne busser.
Fælles for de tre kommuner er, at busserne kører med naturgas i tankene. Køb af certifikater sikrer, at naturgasnettet tilføres samme mængde biogas, som busserne forbruger.
Brint- og elbusser (nulemissionsbusser)
Herning Kommune
Midttrafik igangsatte et udbud om 10 nye brintbusser til bybusdriften i Herning i juni 2018. Brintbusser giver en markant CO2-reduktion, men koster til gengæld 3 gange så meget som en dieselbus.
Aarhus Kommune
Busselskabet Aarhus Sporveje indsætter fire el-busser i august 2019. De fire elbusser skal bruges til at samle erfaring og er første step i en total omlægning fra diesel til el. Dieselbusser vil blive erstattet løbende af elbusser, når de bliver for gamle (typisk 12 år).
Regeringen vil forsøge at få opbakning fra partierne bag energiaftalen til at implementere klima- og luftudspillet som en del af den almindelige lovgivningsproces hen over de kommende år og som en del af forhandlingerne om finansloven for 2019.
Kilde: Sammen om en grønnere fremtid, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, oktober 2018