På vej mod ny normal
Rejs trygt med Midttrafik
Tilpasning til ny normal
Trusler og muligheder ved ny normal
Cyklen har vundet frem som transportform under COVID-19 pandemien. Især elcyklen har vist sig som et godt alternativ til både bil og kollektiv trafik. Er der først investeret i en elcykel, bliver der formentlig sparet på pendlerkortet i fremtiden. Set med både klima- og sundhedsbrillerne på, er det godt for samfundet, at flere cykler nu end tidligere.
Midttrafik skal derfor ikke tilstræbe at vinde den kundegruppe tilbage, men i stedet forsøge at sælge kollektiv trafik som et supplement til cyklen fx på regnvejrsdage, til længere rejser m.m. Her er det vigtigt med fleksible og billige billetter, gode muligheder for at afsætte cyklen ved større stoppesteder og kombinationsrejser, hvor cyklen medtages i bus, tog og letbane.
Hjemmearbejde kan blive en udfordring for salg af pendlerkort, men en mulighed for at sælge flere fleksible billetter og enkeltbilletter. Nye kunder kan komme til, fordi bil nummer to bliver for dyr i drift, når de månedlige ture begrænses. Her kan kollektiv trafik spille en vigtig rolle som alternativ på de dage, hvor der bliver arbejdet ude. Markedsføringsmæssigt er det forhold, Midttrafik skal have øje for.
Skal Midttrafik fastholde nuværende kunder og tiltrække nye, er det vigtigt, at det nuværende servicetilbud opretholdes trods eventuel kundetilbagegang. Investeringer i kollektiv trafik så grundproduktet bliver bedre, er essentielt for den kollektive trafik. Midttrafik arbejder allerede i dag med fremkommelighed, bedre publikumsfaciliteter og en harmonisering af Flextrafikken er på vej. Flere lokale tiltag skal tilgodese, at grundproduktet er forskelligt i fx Aarhus og Struer. Produkter og markedsføring skal i højere grad tilpasses, så det passer til behovet i de enkelte områder i Midttrafik.
Indretning af bus, tog og letbane skal i højere grad opfylde kundernes behov for komfort i form af mere plads, mulighed for at arbejde eller medtage en cykel eller andet udstyr.
En ny og mere dynamisk prissætning kan regulere kundernes rejsemønster, hvis det bliver billigere at rejse uden for myldretiden og på strækninger med færre kunder. I Stockholm er de kortere rejser blevet markant dyrere, hvilket har begrænset trængslen. De lange rejser er blevet markant billigere og har dermed fået flere kunder.
Midttrafiks bestyrelse vil drøfte muligheder og trusler på en strategidag efter sommerferien.