Nyt busnet i Viborg Kommune fra 30. juni
Fra 30. juni 2024 får Viborg Kommune et nyt busnet og nye køreplaner. Det nye busnet betyder, at der sker ændringer med mange ruter i Viborg Kommune. På nogle ruter sker der store ændringer, mens der på andre ruter kun vil være mindre justeringer. Enkelte ruter får nyt rutenummer. I Viborg by sker der store ændringer ved Trappetorvet.
Det nye busnet er indført for at binde kommunen bedre sammen og for at ensarte serviceniveauet på tværs af kommunen.
Der kommer nye elbusser med lav indstigning på alle ruter. Elbusserne har elektriske ramper, der giver lettere adgang med fx kørestol eller barnevogn.
Her på siden kan du læse mere om ændringerne der, hvor du bor.
Viborg by
De fleste bybusser flytter fra Trappetorvet til et nyt centralt stoppested i Jernbanegade. Her stopper både bybusser, lokal- og regionalbusser. På Trappetorvet er det kun bybuslinje 3, der stopper. De øvrige bybusser flyttes til Jernbanegade.
Nogle lokalruter (751, 752 og 770) dækker dele af Viborg by som en form for bybuskørsel. Disse busser er, ligesom bybusserne, elbusser med lav indstigning, der giver lettere adgang med fx kørestol eller barnevogn.
Læs mere om ændringer på Trappetorvet og Jernbanegade
Viborg Kommune
Ruterne udenfor Viborg by ændres meget. Flere ruter kører mere direkte og med mere faste intervaller. Afgangene er planlagt, så de passer til uddannelse og arbejde. Herudover er der øvrige afgange og kørsel i weekenden.
Mange ruter er suppleret med flexbusafgange, som er afgange i køreplanen, der kun kører, når du bestiller dem. Du kan se afgange og stoppesteder i køreplanen eller på Rejseplanen. Læs mere om flexbus
Viborg Kommune tilbyder også plustur. Plustur er kørsel til eller fra anden kollektiv trafik, der kommer frem som en del af den samlede rejse, du søger på Rejseplanen. Læs mere om plustur