Flextrafik nyhedsbrev

November 2023

Hvornår kan kunderne bestille handicapkørsel til 24. december

Du kan oplyse følgende til kunder, der spørger, hvornår de kan bestille handicapkørsel til den 24. december:

Hvis kunden er visiteret til handicapkørsel, og turen er under 100 km, kan kunden bestille sin tur i perioden fra 16. november til 14. december. Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 8.00 og 16.00. Telefonnummeret til bestilling af kørsel til 24. december er 87 40 83 91.

Hvis kundens tur er over 100 km, gælder der nogle særlige regler for bestillingen, som kunden bl.a. kan læse om på Midttrafiks hjemmeside.

Den 24. og 31. december kører vi kun med patientbefordring og handicapkørsel.

Vi hører lidt af hver fra kunderne

Midttrafik bliver kontaktet af kunder, når de undrer sig over chaufførernes adfærd undervejs på ture, bl.a. når noget gør dem utrygge.

Her er lidt af de emner, som kunder har indberettet:

  • Chauffør henter kaffe/mad og spiser
  • Chauffør handler i en butik
  • Chauffør snakker privat (foregår også på andet sprog end dansk)
  • Chauffør taster på mobiltlf. under kørslen
  • Chauffør sidder med mobiltlf. i skødet og ser på ting

Tjek altid på køreordren om kunden skal betale for turen

Midttrafiks økonomiafdeling modtager mange henvendelser fra kunder, der både er blevet trukket for egenbetalingen i forbindelse med deres bestilling og er blevet opkrævet beløbet i vognen. De skal selvfølgelig ikke betale 2 gange for den samme tur.

Når der står 0 kr. i køreordren, skal og må man ikke tage imod betaling fra kunder.

Hold ikke pause ved indgangen til Regionshospitalet Gødstrup

Det er vigtigt, at du ikke parkerer ved indgangen på Regionshospitalet Gødstrup, hvis du skal holde pause. Hvis du parkerer ved indgangen, når du holder pause, tager du pladsen fra dine kollegaer, som skal aflevere/hente kunder på hospitalet.

Hvis du skal holde pause ved hospitalet, skal du køre et andet sted hen og parkere. Alle parkeringspladser ved hospitalet er gratis at parkere på.

Derudover må der ikke parkeres udenfor de markerede områder ved indgangen, da bl.a. bybussen skal kunne komme forbi.

Kørestol med fra/til forhallen

Når der på køreordren står, at du skal tage en kørestol med op fra forhallen, så skal det være fra forhallen, da du ikke kan regne med, at der står nogen på afdelingerne. Der er forsvundet flere patienters egne kørestole på den måde. 
 
Du kan alternativt, hvis du kører liftvogn, tage bilens egen transportstol med op (så skal du heller ikke tilbage til forhallen med transportstolen fra sygehuset). 

Samtidig skal vi opfordre til, at du tager transportkørestolen med tilbage til indgangen, hvis det er muligt, når du kører en patient til en afdeling i en transportkørestol. På den måde er der altid transportstole ved indgangen til dem, der skal have en med til en afdeling. 

Knudepunkt

Et knudepunkt er sted som en kommune har oprettet da der her mødes flere forskellige offentlige transportmidler, f.eks. bus og tog.  

De enkelte kommuner i Region Midtjylland har selv valgt, hvor mange knudepunkter de vil oprette, og hvor de skal være. 

For at vise at der et knudepunkt er der opsat et skilt som ser således ud: 

Spørg gerne Røde Kors-medarbejderne på RH Gødstrup om hjælp

Hvis du har brug for hjælp til at finde en kunde, som du skal hente på RH Gødstrup, må du gerne bede Røde Kors-medarbejderne om hjælp.

Husk altid at bære navneskilt

Du skal altid bære navneskilt med dit navn. Hvis ikke din vognmand har navneskilte, kan vi sende nogen til vognmanden. Din vognmand kan bestille dem ved at sende en mail til Flextrafik.

Du må ryge på sygehusene, hvis du overholder deres regler

Hvis du skal ryge, når du er ved et sygehus, skal du overholde de regler, der er.

Sygehusene har afmærket bestemte steder på deres grund, hvor det er tilladt at ryge. De afmærkede steder er ofte rygeskure, som du også gerne må bruge.

Vi skal gøre opmærksom på, at du ikke må ryge ved indgangene på sygehusene, medmindre du står i et område, hvor rygning er tilladt, fx i et rygeskur.