Flextrafik nyhedsbrev

Marts 2025

Velkommen til de nye

Så er vores nye udbud startet her 1. marts 2025 og det betyder som regel goddag til nye vognmænd og nye chauffører, så velkommen til.

Vi vil derfor her i dette, og de kommende nyhedsbreve, have nogle afsnit med som er lidt en gentagelse for nogen, men forhåbentlig god viden til de nye (og måske en genopfriskning for de ”gamle”).

Vi har tilmeldt alle nye leverandører til dette nyhedsbrev, som vi udsender den første fredag i måneden. Der kan også blive udsendt særudgaver, hvis der er vigtig information, som vi ikke kan vente med at dele med dig indtil næste nyhedsbrev.

På Midttrafiks hjemmeside er der adgang til vores extranet for Flextrafik bl.a. med praktiske oplysninger og informationer som f.eks. nyhedsbrevene (både dette og de gamle), vejledninger og informationsfilm mv.

Du finder extranettet her

Bed gerne dine chauffører og underleverandører om at tilmelde sig nyhedsbrevet

Fordi nyhedsbrevet indeholder informationer der er relevante for dig og dine chauffører/underleverandører, vil vi gerne opfordre til at du beder dem om at tilmelde sig nyhedsbrevet.

De tilmelder sig nyhedsbrevet ved at sende en mail til planet@midttrafik.dk med emnefeltet ’Tilmelding til nyhedsbrev’. I mailen skal der stå, hvilken e-mailadresse der skal tilmeldes.

Har du styr på retningslinjerne for at køre Flextrafik?

Du kan finde en oversigt over retningslinjerne for at køre Flextrafik på www.flextrafik.info

I oversigten kan du bl.a. læse, hvordan reglerne er for at ændre åbningstiden for bilen på dagen, hvordan kunderne skal placeres i bilen og reglerne for kvittering for kørsel.

Har vi det rigtige telefonnummer på dig?

Når du modtager dagens første køreordre, skal du tjekke at telefonnummeret ud for VLtlf.nr. er det rigtige. Det skal vi bruge, hvis vi får brug for at ringe til dig. Telefonnummeret bruges også,  når du skal logge ind på VLApp (se længere ned i nyhedsbrevet).

Hvis telefonnummeret ikke er korrekt, skal du ringe til os med det samme og få det rettet til det rigtige nummer.

Forskellen på servicerejser og afhentning i forhal

Vi er blevet gjort opmærksomme på at der er tvivl om hvor vi aflevere/henter patienter på sygehusene.

Patienter kan afleveres og hentes 2 forskellige steder. Hvis patienterne selv kan finde vej, vil de være bestilt til/fra forhallen ved en indgang, men hvis patienten skal følges til/fra afdelingen så er det en servicerejse. Servicerejser kendes ved at der efter afdelingen står .SR . Så står der ikke .SR er det kun til/fra forhallen. 

Oplys ikke nummeret til vognmandslinjen (Driftscentret)

Hvis en kunde efterspørger et nummer til Flextrafik, så lad være med at oplyse tlf. 70 11 22 10 til Driftscentret.

Det er forbeholdt jer chauffører, og er der for mange kunder der ringer på det, så bliver køen længere. Kunderne skal altid ringe til det nummer, de har bestilt kørslen på.

Placering i bilen

Her er en genopfriskning af placeringen i bilerne på de enkelte typer.

Husk altid at placere kunden på det bestilte sæde:

FOR = Forsæde i lille vogn
BAG = Bagsæde i lille vogn
HØJ = Alm. sæde i HØJ vogn
KØRE = Kørestolsplads i en type 4, 5, 6, 7, 8 eller 9 vogn
HØJKØ = Kørestolsplads i en type 5, 6, 7, 8 eller 9 vogn
HØJFO = Forsæde i HØJ vogn
SÆDE = Frit sæde i HØJ vogn

Placerer du fx en borger på forsædet i en lav vogn (selvom vedkommende ikke er visiteret til forsædet), skal du huske at gøre kunden opmærksom på, at der kan komme en anden, som er visiteret til forsædet.  

VLapp (NødApp)

VLapp er ikke en APP men en applikation, som er browserbaseret via URL og kan fremsøges via https://vl.flexdrift.dk eller https://vl2.flexdrift.dk

Hvis den ene ikke virker, så prøv den anden.

Sådan ser VLapp ud:

I VLapp kan du se et øjebliksbillede fra PLANET, der opdateres hvert 5. minut. Da det kun er en prognose og ikke en endelig køreordre, er nogle af oplysningerne skjult i forhold til de endelige køreordrer.

Du får følgende informationer i prognosen i VL-appen:

  • Vognløbsnummer
  • Vognløbsdag
  • Stopnummer
  • Planlagt tid og lovet tid
  • Adresse, område og kommuneforkortelse
  • Information om hjælpemidler, hente og aflevering
  • Fritekst
  • Fornavn på kunden (fornavn defineres som informationen indtil første mellemrum i navnet. ”Niels Peter Jensen” vil derfor blive vist som ”Niels” (Forkortelser fra fx HD-Skole og C-plan vil blive forkortet efter samme princip)

Udfør den kørsel der er bestilt

Vi har fået henvendelser fra Præhospitalet som går på, at der f.eks. ikke benyttes trappemaskine når det er bestilt.

Når det er fagligt vurderet, at der f.eks. skal benyttes trappemaskine, så skal den også bruges når det er muligt. Det gælder også selvom der kun er et trin. Der skal ikke spørges ind til, om patienten ikke bare kan gå op.

Hvis du vurderer, at det ikke er muligt at benytte trappemaskinen, så ring til Driftscentret med det samme.