Flextrafik nyhedsbrev
December 2024
Du skal have vinter- eller helårsdæk på din bil nu
Hvis du ikke har vinter- eller helårsdæk på din bil, skal du få dem skiftet nu.
Ifølge kontrakten skal din bil have vinterdæk eller helårsdæk på fra 1. november til 31. marts. Dækkene skal være vinter- eller helårsdæk mærket med enten M+S, et snefnugsymbol eller begge dele.
Hvis du bliver kaldt til vognkontrol, og du ikke har vinter- eller helårsdæk på din bil, bliver din bil lukket, indtil du har fået de rigtige dæk på.
Hvornår kan kunderne bestille handicapkørsel til den 24. december?
Du kan oplyse følgende til kunder, der spørger, hvornår de kan bestille handicapkørsel til den 24. december:
Hvis kunden er visiteret til handicapkørsel, og turen er under 100 km, kan kunden bestille sin tur indtil 16. december. Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 8.00 og 16.00. Telefonnummeret til bestilling af kørsel til den 24. december er 87 40 83 91.
Hvis kundens tur er over 100 km, gælder der nogle særlige regler for bestillingen, som kunden bl.a. kan læse om på Midttrafiks hjemmeside.
Hvad kører vi 24. og 31. december?
Vi kører kun handicapkørsel og patientbefordring den 24. og 31. december, så der kan IKKE bestilles Flextur, Flexbus og Plustur til de to dage.
Hvis kunderne spørger eller er i tvivl, så kan du oplyse dem om det, eller du kan bede kunderne ringe dertil, hvor de normalt bestiller kørsel.
Dialysen AUH, indgang B1
Efter ombygningen er afsluttet, er indgang B1 lukket efter kl. 18.00 alle dage. Det betyder, at alle dialysepatienter, der skal hentes efter kl. 18.00, SKAL fra dialysen via indgang C.
Turene er rettet, og der er lagt ekstra service på.
Indgange på AUH Skejby på helligdage
Teknisk Afdeling på AUH oplyser, at det som udgangspunkt altid er sådan, at det kun er hovedindgangene ved C, G og J, der er åbne på helligdage. Det vil sige, at alle døre med adgangskontrol er låst på følgende dage:
- 25. og 26. december (1. juledag og 2. juledag)
- 1. januar (Nytårsdag)
Hvis du skulle have været ind via en indgang, som er låst, og du derfor benytter en anden indgang disse dage, så giv besked til Driftscentret om evt. ekstra tid.
Aflysning, når du kommer frem på en adresse
Hvis du kommer ud på en adresse, og du får at vide, at borger ikke skal med, så husk altid at ringe til Driftscentret og meld forgæves tur, så vi kan slette en eventuel returkørsel. Hvis ikke du gør det, vil en af dine kolleger køre forgæves på returkørslen.
Du vil ikke få turen ud, hvis den er aflyst i systemet.
Det er koldt derude…
Det er koldt derude i øjeblikket. Når du tager en kørestolsbruger ud, eller når du skal hente en kørestolsbruger, og der er andre i bilen, skal du huske at lukke bagdøren, inden du forlader bilen for at aflevere eller hente. Det sikrer, at de øvrige kunder ikke fryser.
En lille bøn fra trafikstyrerne
Når du tager telefonen, vil vi gerne bede dig om at sige dit vognløbsnummer som det allerførste - så ved trafikstyreren, at han/hun har fået fat i den rigtige vogn, inden I begynder snakken.
Vi ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår!