Flextrafik nyhedsbrev
August 2022
Medtagelse af servicehund/førerhund
Du må ikke afvise en kunde, som medbringer en servicehund/førerhund, da kunden er afhængig af hunden. Hunden må heller ikke placeres i bagagerummet. Den skal sidde sammen med kunden.
Hvis en kunde medbringer en servicehund/førerhund på turen, er kunden visiteret til det, og hunden gælder som et hjælpemiddel. Hvis en tur er bestilt med en servicehund/førerhund, står der FØRERHUND i kørerordren.
Du skal også være opmærksom på, at det fremgår af Midttrafiks udbud, at chaufførerne ikke må have helbredsmæssige udfordringer, der forhindrer kørsel med bestemte kunder. Det kunne fx være allergi overfor hunde.
Vær opmærksom på, hvis du ændrer antivip-indstillingen på kørestole
Kørestole har antivip-indstillingen for at sikre, at kunderne ikke vælter bagover i deres kørestole. Det er derfor vigtigt, at du husker at sætte antivip-indstillingen i den position, den stod i, hvis du har ændret den.
Vi er blevet oplyst om, at en kunde er væltet bagover i sin kørestol efter at være blevet afleveret. Kunden væltede bagover, fordi antivip-indstillingen på kørestolen var blevet ændret af chaufføren, der kørte kunden hjem. Kunden kom heldigvis ikke alvorligt til skade.
Vi kører kun med personer
Vores opgave er at køre med personer. Du skal derfor kontakte Driftscentret, hvis du får en tur, hvor der står en bemærkning om, at det kun er medicin, et hjælpemiddel eller andet, som ikke er en person, der skal køres.
Det sker, at en afdeling på sygehusene bestiller ture uden en patient. Fx med medicin, der skal afleveres hos en patient. Patientbefordring er dog kun kørsel med patienter, og vi skal derfor ikke køre med andet.
Nye Flexbus-køreplaner fra sidste søndag i juni måned
Den sidste søndag i juni måned får busser og flexbusser nye køreplaner. Det sker hvert år. Du vil derfor kunne opleve, at der er kommet nye Flexbus-ruter og/eller nye stop.
På grund af sommerferien har flere ruter kørt efter ferieplaner, og den rigtige opstart for de nye køreplaner sker først mandag i uge 32, 8. august 2022.
Hvordan genkender jeg en Flexbus-tur?
Du kan se, at der er tale om en Flexbus-tur i køreordren.
En Flexbus-tur er enten:
- markeret med -xxx som en del af adressen, hvor xxx dækker over rutenummeret, fx -236
ELLER
- der står ”(Stoppested)” i noteringen.
Hvis du kører en Flexbus-tur, skal kunden altid hentes og sættes af ved et busstoppested.
Husk at læse noteringen på bestillinger til/fra Smukfest
Skanderborg Festival, også kendt som Smukfest, er i fuld gang.
Festivalen løber fra d. 3. – 7. august 2022, og du har måske fået en eller flere ture dertil/-fra. Men for en god ordens skyld vil vi gøre opmærksom på, at du skal huske at læse noteringen på turene.
I køreordren kan du se, at turen er bestilt til ’!Skanderborg Festival’ og i noteringen står der:
”Adelgade 5. Her er etableret afsætnings- og afhentningsplads for bl.a. Flextrafik biler. Følg anvisningerne fra parkeringsvagterne.”
Flyers om sms-påmindelser og månedsfakturering
Vi har i løbet af uge 30 udsendt flyers til leverandørerne af garantivogne.
Chaufførerne skal have flyers med ud i garantivognene og uddele dem til kunderne.
Der er tale om to forskellige flyers:
- Flyer 1 informerer om sms-påmindelser og er til alle kunder i Flextrafik.
- Flyer 2 informerer om månedsfakturering og er til alle Flextur- og handicapkunder.
Formålet med de to flyers er at orientere kunderne om nogle af de services, som gør det lettere at være kunde i Flextrafik. Det vil også hjælpe dig, fordi kunderne vil vide, hvornår de bliver hentet gennem sms-påmindelserne, og du skal ikke tage imod betaling, hvis de er tilmeldt månedsfakturering.
Nyt udbud starter i marts 2023
En høflig påmindelse om, at der starter nyt udbud med Midttrafik, Sydtrafik og FynBus i marts 2023.
På Udbud Flextrafik og specialkørsel (midttrafik.dk) kan du følge med i udbudsprocessen. På siden kan du blandt andet finde information om udbuddet, når det er offentliggjort, og hvornår der er deadline for at byde på det.
Det forventes at udbuddet for garantibiler offentliggøres midt i august 2022, og så følger udbuddet for variable biler kort efter.