Flextrafik nyhedsbrev
April 2024
Kunder bliver stressede, hvis du kommer før tid
Kunder må først hentes på det tidspunkt, de fik besked på, da de bookede turen.
Tidspunktet er det, der står inde i parentesen på din køreordre. Tidspunktet uden parentes er den planlagte tid, og den kan ikke være før den lovede tid.
Eksempel:
50
BAG 07:30 (07:25) 3999
KAREN XXXXX XXXXXXX K92
Hvis du kommer før tid, kan det stresse kunderne og påvirke evt. planlagt samkørsel bagefter. Derfor må du tidligst køre hen foran privatadressen 5 minutter før.
Brug kundernes for- og efternavn, når du henter dem
Når du henter kunder i receptioner, forhaller eller andre steder, hvor der er mange personer, kan der være flere personer med det samme fornavn, og hvordan kan du så sikre, at det er den rigtige kunde, du får med?
Det kan du ved også at bruge kundens efternavn. Brug derfor altid både for- og efternavn, når du henter kunder. Husk også at tale højt og tydeligt, så du er sikker på, at det kan høres af alle. Det minimerer risikoen for, at du kører forgæves efter en kunde, som bare ikke kunne høre, at du kaldte.
Husk, at kunderne skal nå at spænde sig fast
Når du har hentet nye kunder, og ikke har hjulpet med sikkerhedsselen, så skal du altid sikre dig, at de har fået spændt selen, inden du starter.
.SR betyder servicerejse
Det betyder, at der er lagt ekstra tid på til at følge patienten til afdelingen eller til at gå på afdelingen og hente patienten. Præhospitalet får jævnligt henvendelser fra patienter og afdelinger, hvor patienten ikke er fulgt på afdelingen, selv om der er bestilt servicerejse. Da der er lagt ekstra tid til, betyder det også ekstra betaling, og derfor skal patienten følges til afdelingen.
Er der en patient, der ikke vil med op på afdelingen, skal du gå op på afdelingen og meddele, at patienten ikke ville med op, men fx ville gå i kiosken først og derefter selv komme på afdelingen. Det kan virke ulogisk, men så har du gjort det, der er bestilt og betalt for - og så kan afdelingen evt. vurdere, om servicerejse er nødvendig fremadrettet på den patient.
Hvis du er forsinket, så spring ikke over ved bare at aflevere i forhallen og køre videre. Ring i stedet til Driftscentret og oplys om forsinkelsen. Så tager Driftscentret stilling til, hvad du skal gøre.
For lang kørestol/crosser
Hvis en kørestol eller crosser er mere end 140 cm lang, og den ikke kan være på liften, så den automatiske afrulningssikring er aktiv, må du ikke forsøge at lifte op. Kontakt i stedet for Driftscentret.
Udbud af skolekørsel i Skive Kommune
Midttrafiks 12. udbud af specialkørsel i Skive Kommune er nu offentlig gjort og kan findes i udbudsportalen
Brobizz A/S / Storebælt lukker for E-booking pr. 15. april 2024
Det har betydning, når du kører patienter til/fra hospitalsenheder på Sjælland, samt øvrige Flextrafik ture, hvor der køres over Storebæltsbroen.
Alle leverandører har, via udbudsportalen Ethics, fået information om lukningen og den nye procedure, der skal anvendes, når man kører over Storebæltsbroen.
Leverandøren skal selv betale brobilletterne, og Midttrafik lægger betaling for brobilletterne på vognløbet, så den daglige slutafregning er inklusiv prisen for brobilletterne.
Vi opfordrer leverandørerne til, at vognene tilmeldes Nummerpladebetaling hos Storebælt, så turen over Storebælt bliver så nem og hurtig som mulig.
Leverandørerne giver Midttrafik besked om, hvilke vogne vi må benytte, når der skal køres til/fra Sjælland.
Kontakt leverandør (firmaet der har kontrakten med Midttrafik), hvis du vil vide, om din vogn er tilmeldt kørsel til/fra Sjælland.
Opdatering af netværk ved FlexDanmark 6. – 7. april
Natten mellem lørdag 6. april og søndag 7. april kl. 23.00 – 05.00 opdaterer FlexDanmark deres netværk. Det betyder, at turene til bilerne IKKE kan sendes ud på normal vis.
Hvis din bil er åben i tidsrummet, og der er kørsel planlagt (der kommer ikke ny kørsel ind i tidsrummet), vil der ske følgende:
Callcentret i Aalborg vil sørge for at:
- kontakte dig inden kl. 23.00 og informerer om de ture der
ligger på vognløbet i tidsrummet - du vil blive oplyst om egenbetaling på de ture, hvor dette skal opkræves i vognen
- du kan i hele tidsrummet kontakte Callcentret pr. telefon som normalt (Ring på det normale nummer)
- Du vil kunne se dine ture via http://www.vl.flexdrift.dk, og det er kun dette, der virker denne aften/nat.
Se herunder:
Telefonstatistik og rettidighed
1. kvartal 2024 | . |
---|---|
Antal besvarede kald på vognmandslinjen | 12.057 |
Gennemsnitlig ventetid | 47 sekunder |
Besvaret indenfor 120 sek. | 87,3 % |
Rettidig afhentning | 88,5% af alle kunder afhentet til tiden |
Rettidig aflevering | 91,5% af alle kunder afleveret til tiden |