Flextrafik nyhedsbrev
April 2022
RH Gødstrup flytningen fra RH Herning
Flytningen gik rigtig godt - tak til alle involverede, inkl. de biler som blev påvirket af at skulle parkere et andet sted på RH Gødstrup, da p-pladserne lige ved hovedindgangen var reserveret til ”flyttebilerne”.
RH Gødstrup Parkering for liftbiler (midlertidigt)
Der arbejdes på løsninger ift. kantstenen ved p-båsene til liftbiler ved hovedindgangen. Vi har anbefalet, at der laves opkørsel langs disse. Herudover er der en udfordring med private parkeringer, som efter planen skal foregå andre steder end foran hovedindgangen.
Pga. manglende plads i p-båsene ved hovedindgangen til liftbilerne, når liften skal bruges, er der indgået aftale mellem RH Gødstrup og Politiet om, at liftbilerne fra bl.a. Flextrafik midlertidigt må benytte ledige handicappladser, når der skal afhentes/afleveres kørestolsbrugere. Bemærk, at servicetiden er beregnet ud fra de yderste p-pladser ved hovedindgangen). Handicappladserne kan ses på kortet her, som det grønne område:
.
RH Gødstrup Foyer
Den lange gang hele vejen ned gennem sygehuset er betegnet ”Foyer”. Når der på en servicerejse i adressenoteringen f.eks. står ”Foyer B0” betyder det, at man skal gå til den fløj, der hedder B på niveau 0 (niveau 0 er samme etage som hovedindgangen).
RH Gødstrup rygning
På Regionshospitalet Gødstrup er der endnu ikke skiltet med rygning forbudt. og der er heller ikke opsat rygeskure. Det opleves, at chauffører ryger foran Hovedindgangen efter aflevering af patienter. Sygehuset vil gerne have, at der ikke ryges på hospitalets område, før der kommer rygeskure.
Derfor beder vi om, at der indtil videre ikke ryges på sygehusets område omkring hovedindgangen.
RH Gødstrup pauser
Det er stadig et problem, at der holdes pause på p-pladserne foran hovedindgangen. Det generer dine kolleger og forsinker patienter ift. aflevering/afhentning.
Al pause skal foregå andre steder end foran hovedindgangen på RH Gødstrup. Der er gratis parkering over alt på området.
RH Gødstrup og servicerejser
Når en patient skal afleveres på en afdeling, er det lavet som servicerejse, og specialadressen slutter på .SR. Det betyder, at der ER sat tid af i planlægningen til at følge til afdelingen og gå tilbage til bilen før næste tur starter. Men det kræver, at man som chauffør beder om ny ordre, inden man forlader bilen med patienten, så systemet ved, at man er på vej til afdelingen. Tiden til at følge på en afdeling er (lige som tiden til at hente på en afdeling) inkluderet i turen. En tur består af servicetid + køretid + servicetid.
RH Gødstrup akutmodtagelsen
Vi har ændret kørslen til akutmodtagelsen, så begge specialadresser nu peger ind til akutmodtagelsens indgang N ved P1. Adressen er Hospitalsparken 45. Se herunder.
Afhentning af patienter i forhal eller på afdeling (generelt)
Når du får specialadressen ud på et sygehus, så tjek om det er en servicerejse eller ikke - og tjek også adressenoteringen. Hvis specialadressen ender på .SR som f.eks. <AUH DIALYSEKLINIK.SR, skal patienten til afdelingen eller hentes på afdelingen. Er det uden .SR, så er det i forhallen og dette står ofte også i adressenoteringen. Det er vigtigt, at du afleverer/henter det rigtige sted.
Telefonnummer til bilen ud i første ordre
Som du måske har bemærket, så kommer der et telefonnummer ud sammen med første ordre; nemlig VLtlf.nr. Det er dét nummer, vi har registret som kontaktnummer på vognen. Du skal derfor altid tjekke, at det er det rigtige nummer, som vi kan kontakte dig på. Det er også samme nummer, som giver adgang til VL-App’en.
Solsikkesnor og Demensnål
Midttrafik er med i arbejdet omkring to symboler, som giver tegn om, at man har nogle udfordringer ved at omgås andre. De 2 symboler, som også kan bæres af borgere der kører med Flextrafik, er:
Solsikkesnoren:
Solsikkesnoren er en key-hanger med solsikker på det grønne bånd.
For personer med usynlige handicap, for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, Tourette syndrom, epilepsi, PTSD mv. kan det være stressende at være i ukendte omgivelser blandt andet samme med mennesker, de ikke kender. Det kan være svært at bede om hjælp, og det kan også være svært for personale og medpassagerer at vide, om det er okay at tilbyde hjælp. Solsikkesnoren er for personer med usynlige handicap. Den bæres, når borgeren har brug for at gøre det usynlige synligt. Så når du ser Solsikkesnoren betyder det, at borgeren kan have brug for mere tid, tålmodighed eller hjælp, så spørg gerne ind.
Demensnålen:
Symbolet kan både være en pin (nål til tøjet, tasken e.l.), et klistermærke, en nøglering og et skilt.
Når du møder symbolet, så skal du være opmærksom på følgende:
- Tag kontakt – Smil og vær imødekommende.
- Tal tydeligt – Stil ét spørgsmål ad gangen.
- Vær tålmodig – Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej.
Det er dog ikke nødvendigvis alle, der har udfordringerne, som bærer symbolerne. Derfor skal du også være opmærksom på teksten i dine køreordre, her kan der f.eks. stå Dement som en oplysning til dig.
Selefritagelse og retningslinjer
Kunder med selefritagelse skal altid henvises til forsædet
- Kravet om at selefritagede kunder skal sidde på forsædet gælder for alle, uanset hjælpemiddel.
- For visiterede selefritagede kunder er forsæde placering obligatorisk, og det er kommune/region der foretager visiteringen.
- For ikke visiterede selefritagede kunder gælder, at der skal henvises til forsædet. Er forsædet optaget, skal kunden oplyses om, at turen ikke kan gennemføres, og turen meldes forgæves hos Midttrafiks Driftscenter.
- Kørestolsbrugere skal ved egen hjælp kunne forflytte sig fra kørestol til forsæde. Kan kunden ikke forflytte sig til forsæde, skal kunden oplyses om, at turen ikke kan gennemføres, og turen meldes forgæves hos Midttrafiks Driftscenter.
- Chaufføren skal ikke bede om at se kundens fritagelseserklæring, men skal blot følge proceduren, hvis kunden oplyser at han/hun er selefritaget.
Telefonstatistik og rettidighed
1. kvartal 2022 (januar – marts): |
|
Antal besvarede kald på vognmandslinjen |
26767 |
Gennemsnitlig ventetid |
72 sekunder |
Besvaret indenfor 60 sek. |
65 % |
Rettidig afhentning |
93,57 % af alle kunder afhentet til tiden |
Rettidig aflevering |
91,29 % af alle kunder afleveret til tiden |