10. december 2023 lukkes billetautomaterne på Lemvigbanen
Lemvigbanen er i dag udstyret med billetautomater af samme type som bybusserne i Aarhus. I Aarhus har Aarhus Kommune besluttet at udfase billetautomaterne fra 1. november 2023. Det betyder, at billetautomaterne herefter kun findes i togene på Lemvigbanen.
Baggrund
De samme udfordringer, som har været udslagsgivende for beslutningen om lukningen af billetautomaterne i Aarhus, gør sig gældende for billetautomaterne på Lemvigbanen.
Billetautomaterne er slidte. Der er stigende vedligeholdelsesomkostninger, reservedele er dyre og svære at anskaffe, og der er kun få specialister tilbage med viden om automaterne og Midttrafiks opsætning. Derudover er automaternes software baseret på en ældre platform, som ikke længere kan opdateres, hvilket gør det vanskeligt at overholde gældende krav til it-sikkerhed.
Som en konsekvens af, at Aarhus Kommune har valgt at nedlægge billetautomaterne i Aarhus bybusser, står Midtjyske Jernbaner, og dermed Region Midtjylland, alene med udgifterne til serviceaftalen, som ellers har omfattet både bybusserne i Aarhus og Lemvigbanen.
Ovenstående skal sammenholdes med, at omsætningen i billetautomaterne er beskeden og ikke står mål med udgifterne for at opretholde dem. I 2022 blev der solgt billetter for 146.000 kr.
Beslutningen om at lukke billetautomaterne på Lemvigbanen er truffet i enighed mellem Midttrafik, Midtjyske Jernbaner og Region Midtjylland, som finansierer Lemvigbanen.