13. september 2024

Herning Kommune: Gratis kørsel med lokalruter og billige ungdomsbilletter

Hvis du bor i Herning Kommune, har du fra 1. oktober 2024 til 31. marts 2025 mulighed for at køre gratis med alle lokalruterne - og er du mellem 16-26 år, har du i samme periode mulighed for at købe en billig billet, som giver fri rejse med alle Midttrafiks busser i Herning Kommune. Billetten hedder HerningUNG og koster 210 kr. pr. måned.

"Kør gratis" og "Kør billigt" er to forsøg sat i verden af Herning Kommune og Region Midtjylland for at få flere af kommunens borgere til at vælge kollektiv trafik.

Baggrund

Herning Kommune ønsker, som et af indsatsområderne i deres klimaplan, at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og synlig. Det skal være let for alle at bevæge sig rundt, uanset om man skal på arbejde, i skole, handle, til fritidsaktiviteter eller skal besøge familie og venner. 

Region Midtjylland bakker op om forsøget ved at gøre HerningUNG gyldigt i de regionale ruter inden for Herning Kommune.

Med de to tiltag, som begge kører i et halvt år, er det håbet, at mange flere får øjnene op for den kollektive trafik - og får skabt en god vane, som vil fortsætte efter det halve år, forsøget varer.

Tag et pendlertjek

Når du vælger bussen i stedet for bilen, kan det have flere fordele. Hvad er vigtigst for dig, når du vælger transportform? Er det rejsetid, økonomi, klimaet eller din sundhed?

Tag et pendlertjek og se, hvad et skift til kollektiv trafik har af fordele for dig.