Flextrafik nyhedsbrev

Maj 2024

.SR betyder servicerejse

En lille opfølgning på vores afsnit om servicerejser i sidste nyhedsbrev.

Når du ringer til en patient, der skal hentes på en sygehusafdeling, så sig til patienten, at du er på vej til afdelingen. Afhentning på afdeling er en del af vores aftale, og du får serviceminutter til at gøre det, så du må ikke bede patienten om at komme ud til din vogn. Turen er booket som en servicerejse, fordi patienten har behov for det.

Det samme gælder, når der er notat på køreordren om, at en borger/patient skal hentes oppe ved sin gadedør/lejlighedsdør. Ring til borger/patient og fortæl, at du er på vej, og at du henter ved gadedør/lejlighedsdør. 

Betalingskort-terminalen

Da vi har flere og flere kunder, der gerne vil betale med betalingskort, skal du altid sikre dig, at din terminal er tændt og klar til brug. Det er et kontraktkrav, at alle vogne har en kontaktløs betalingsløsning, hvor der kan modtages kortbetaling med Visa- og MasterCard. Manglende- eller defekt kontaktløs betalingsløsning kan udløse kvalitetsbrist og bod.

Kørsel omkring skoler

Vi har fået henvendelser omkring kørsel ved skoler som omhandler respekten for skolepatruljerne. Når skolepatruljerne arbejder, skal de have ro til det og ikke føle, at de bliver presset af vores biler, som skal forbi. Der skal holdes ordentlig afstand til dem, og afvent stille og roligt at de går til side. 

Husk altid at bære navneskilt

Du skal altid bære navneskilt med dit navn. Hvis ikke din vognmand har navneskilte, kan vi sende nogen til vognmanden. Din vognmand kan bestille dem ved at sende en mail til Flextrafik.

Chaufførkort

Alle der udfører erhvervsmæssig persontransport i bil, dvs. taxikørsel, limousinekørsel og kørsel for offentlige myndigheder samt chauffører, vognmænd og kørselskontorer er omfattet af Taxiloven.  I Taxiloven står der, at chaufførkort skal medbringes i bilen under kørslen, og det skal være placeret, så forsiden er synlig for passagererne. Ønsker du at dykke ned i Taxilovens bestemmelser, kan du finde dem her Taxi (fstyr.dk)

Dansk Blindesamfund i Aarhus

Når du får en kørsel til #Dansk Blindesamfund i Aarhus, så er der en lang notering på adressen. Det er fordi, man ikke længere kan holde foran Sønder Allé 10, hvor de har adresse, da Aarhus Kommune er ved at etablere cykelsti, og der er ensrettet ift. tilkørsel.

Aarhus Kommune har lavet pladser til af- og påsætning ved Sønder Allé 6, og der er lovet skiltning. I noteringen kan der også være bemærkning om, at borger skal følges/hentes ved Sønder Allé 10. Der er lagt tid på til at gøre det OG Aarhus Kommune har accepteret, at vi følger/henter, så det er ok at forlade bilen. Skulle du få en p-bøde, så sendes den blot herind, så får vi den annulleret.

Kør bil, når du kører bil

Vi oplever flere og flere klager over chauffører, der har travlt med andet end at køre bil, når der køres bil. Især at der ses videoer, og det føles meget utrygt, at der ikke er fuld fokus på kørslen. Hvis du hører musik på f.eks. YouTube, så sluk skærmen, så du kan koncentrere dig om at køre bilen eller brug radioen.

Indgange på AUH Skejby på helligdage

Teknisk Afdeling på AUH oplyser, at det som udgangspunkt altid er sådan, at det kun er hovedindgangene ved  C, G og J, der er åbne på helligdage.  Dvs. at alle døre med adgangskontrol er låst på flg. dage:

  • 9. maj (Kristi Himmelfartsdag)
  • 19. og 20. maj (Pinsedag og 2. Pinsedag)

Skulle du have været inde via en låst indgang, og du derfor benytter en anden indgang disse dage, så giv besked  til Driftscentret om evt. ekstra tid.

Bøn fra FlexDanmark

Morgenvagten bruger rigtig lang tid hver morgen på at ringe ud til chauffører og vognænd, hvis vogne er tilmeldt til kørsel fra kl. 4, og senere for at få dem til at tilmelde vognnen til kørsel. Det er ikke morgenvagtens job.

Tilmelding (trykke for ny ordre på anlægget/telefonen) skal ske ved vognens åbningstid, og det er chaufførens/vognmandens ansvar at få det gjort. Tilmeldes vognen ikke korrekt og på åbningstidspunktet, risikerer man at vognen lukkes, og at der registreres et kvalitetsbrist.

Benyttelse af pauseområdet ved AUH

Når du benytter pauseområdet på Herredsvej ved AUH (indkørsel fra Tyge Søndergaards Vej), så vær opmærksom på, at det KUN er tilladt at holde i det afmærkede område (højre side, når man kommer fra Tyge Søndergaards Vej). Holder man uden for det afmærkede område, vil man blive bedt om at køre væk af Apcoa (parkeringsfirmaet som har opsyn på AUH).

Benyttelse af parkeringen ved B1 (dialysen AUH)

Området ved B1 må IKKE bruges som pause parkering. Der henvises til området på Herredsvej (se afsnittet ovenfor). Der må heller ikke ryges på AUH’s område medmindre det sker i et rygeskur eller ved pauseområdet.

Afhentning af hjælpemidler mv. på afdelinger på sygehusene

Nogle afdelinger oplever, at chauffører beder om klude til aftørring, opkastposer og andre hjælpemidler. Der er i udbuddet krav om, at der skal være håndsprit i bilen leveret af vognmanden, og hvad du ellers har behov for at hjælpemidler skal også leveres af vognmanden. Du må ikke bede om at få det udleveret på afdelingerne, medmindre det er i forbindelse med en specifik tur, hvor det skønnes nødvendigt og er efter aftale med personalet.

De eneste biler der kan få hjælpemidler udleveret, er de biler der kører smittekørsel - og det udleveres af Midttrafik.